En historie om min mor og Copenhagen Food-magasinet

ScreenHunter_17 Dec. 30 13.07
Jeg har skrevet på den hersens madblog de seneste to år [i 2010]. Der ligger vel omkring 150 forskellige opskrifter — eller stykker gastronomisk inspiration, for jeg opgiver sjældent mængdeangivelser, fordi jeg ikke tæller og vejer. Der er bogholdere, og så er der alle os andre, der efter fejltagelser, halvgode resultater og blændende ting og sager, sværger til intuition og adaptivt kokkeri.

Tomater smager sjældent ens, selv om de er lige store. Forskellige rødvine smager temmeligt forskelligt afhængig af syre-/tanninbalancen, når de koges ind — for slet ikke at tale om, når de blandes med kalvefond, gastrique og roux. Men mange ønsker præcise angivelser, der er til at gå til. Latent operationalisering gennem præcise mål — noget der lugter lidt af en videnskabelig tilgang til sagerne. Jeg har foretaget dette eksperiment i mit køkken, og nu beskriver jeg eksperimentet udtømmende og simplest muligt, og så burde du kunne eftergøre det.

copenhagen-food-magasin

Og så er det min mor kommer ind i billedet, efter begejstret at have lånt den seneste udgave af Copenhagen Food-magasinet, for de dersens julesmåkageopskrifter så go’e, tilgængelige og appetitlige ud. Og i går fik vi spaghetti bianco baseret på en opskrift fra samme blad. Nem at gå til. Spaghetti, ansjos, kapers, olivenolie, hvidløg, parmesan.

Ikke nogen lugtende indkogning af rødvin. Ikke nogen fasaner, der skulle parteres.  Ingen fersk spæk, der skulle skæres i tynde skiver til bardering. Ingen skorzonerrødder, der afsatte deres klistrende saft på den kolde hane. Ingen læsning af min madblog.

Spaghettien blev nydt, mens jeg varmede mig i lyset af, at 42.000 unikke besøgende, læsere, havde været forbi Bergholts opskrifter i løbet af de sidste tredive dage, bare ikke min mor.