Côte-Rôtie, La Mouline, Guigal & Krondyrfilet i kantarel, spæk og gran

cote-rotie-guigal-la-mouline-2002
At finde mad til Guigals Côte-Rôtie ‘La Mouline’ i årgang 2002
De fleste vælger vin ud fra maden, men af og til betaler det sig at gøre det omvendt. Altså designe maden ud fra vinen. Nytårsaften må de godt være lidt ekstravagant, så valget landede på Guigals Côte-Rôtie, ‘La Mouline’ (89% syrah & 11% viognier) i årgang 2002, som bekendt er en af de dårligste årgange i mands minde. Men som det siges, formår gode producenter at skabe gode vine selv under de vanskeligste vilkår. ‘La Mouline’ beskrives ofte som den mest feminine og florale af Guigals tre topvine (de andre er ‘La Turque’ og ‘La  Landonne’).

Continue reading Côte-Rôtie, La Mouline, Guigal & Krondyrfilet i kantarel, spæk og gran

La Turque, 2001, Côte-Rôtie — solens vin og jordens vin

Det var en østrigsk vinproducent, der introducerede mig for analogien. Jeg tror ikke helt, jeg fangede pointen sensorisk, men jeg fangede metaforikken og et princip, der lugtede lidt af Derridas différance-tænkning. En fejlstavning, der ikke kan høres, kun ses på skrift. Og som skaber et produktivt fortolkningsrum.

Et kategorigreb. En forståelse. Af vin. Af vin produktion. Filosofi uden metafysik. Torsdagens Pingus 2003 var om noget en jordens vin for mig. Mørk, dyb, robust, længelevet. Dunkel, ekstraktrig, toner af cedertræ, blyantsspids, kaffe. Kombineret med en nedtonet profil for primærfrugt og frugtsyre. Kontrasten? Solens vin?

cote-rotie-guigal-la-turque-2001

Côte-Rôtie, La Turque, 2001 fra Guigal. Én af de tre LaLaLa’er, der — a la Pingus — roses højst af Robert Parker. En kildrende frugtsyre fornemmes på spidsen af tungen. Et helt andet balanceret udtryk mellem tanning og frugtsyre. Helt andre ekstraktionsniveauer. En langt mere feminin, subtil vin, i min optik. Men stadig med jordforbindelse. Dyb, dyb, dyb mørk frugt. Sten, granit, mineralitet par excellence. Underspillet, i kernen, i rygraden.

cote-rotie-la-turque-2001-guigal

 

Côte-Rôtie, ‘Côte Brune’, 2007, Gilles Barge

Oplevelsen af Gilles Barges Saint-Joseph 2008 ‘Clos de Martinets’ gjorde mig sulten efter mere fra samme producent. Domaine Barge scorer ikke specielt godt i de store vinguides (Parker, Tanzer), men Learmonth er glad for domænet, og jeg må konkludere, at min smag ofte ligger fint i tråd med Learmonths.

Continue reading Côte-Rôtie, ‘Côte Brune’, 2007, Gilles Barge

Guigal, Côte-Rôtie, ‘Brune et Blonde’, 2001, halvflaske

Smagt august 2008

Guigal er verdenskendt for sine legendariske LaLaLa-vine. Og der er ikke meget lalala over dem, men er opkaldt efter artiklen, der indgår i dem alle – La Mouline, La Turque & La Landonne.

Det er præcise & smukke vine, der betager internationalt — vinanmeldere såvel som forbrugere. Guigals portefølje dækker dog hele spektret – fra kultvinene og nedad. Hans normale côtes-du-rhône er år efter år god valuta for pengene – og en god introduktion til rhônevine generelt. Hans billigste Côte-Rôtie skal det handle om her.

Continue reading Guigal, Côte-Rôtie, ‘Brune et Blonde’, 2001, halvflaske

Saint-Joseph, 2008, Gilles Barge

For ikke så læneg siden skrev jeg om en Crozes-Hermitage fra det, der i vinkredse er ved at blive et kultdomæne,Dard et Ribo. En vin, jeg ikke var 100% begejstret for. Den var for moderne i sin produktions- og smageprofil til min smag. I hvert fald efter at have forventet et traditionelt smagende glas syrah efter at have læst den danske importørs beskrivelse af vinen.

Fra Dard & Ribo til Gilles Barge
Jeg tænkte, at det måske var mig, den var gal med. At smagsløgene trængte til at blive kalibreret. Det var ikke mig, og der findes fortsat traditionelle producenter, der laver mindre ekstraherede, mindre saftdrevne, mindre primærfrugtdrevene syrahvine.

Vine, der har en hård kerne af syre og mineralitet, solid garvesyre, der bider i gummerne, og overtoner af flint, krudtrøg. Sådans skal syrah fra disse kanter, særligt når der er lidt højde på, smage. Med årene kan de udvikle nærmest burgundiske elegante toner — både i mundfornemmelse og smagsnerve og subtilitet.

Redningen — Saint-Joseph 2008 fra Gilles Barges:

saint-joseph-gilles-barges-2008

Om Domaine Barge, Ampuis
Domænet producerede sine første vine i eget navn i 1929, hvor Gilles morfar Jules producerede 900 flasker. I midttresserne arbejdede man med 2 hektar i Côte-Rôtie-appellationen, meget efter den tids målestok, hvor de samlede arealer blot udgjorde 75ha.

Gilles Barge benævnes ofte som en af områdets traditionalister, men man står ikke fast på tradition for traditionens skyld, og gæring foregår i dag i temperaturkontrollerede ståltanke. Målet var at holde gæringstemperaturen under 32 grader samtidig med, at man høstede frugterne af et mere rent vinifikationsmiljø.

Vinifikationsprincipper
Gilles bryder sig ikke om remontage og pigéage. “I don’t like violoence, whethe it’s heating the vast too much or stressing the juice”, som han udtaler i Learmonths digre værk “The Wines of the Northern Rhône”. Lige præcis pigéage anvender Dard & Ribo på deres Crozes-Hermitage.

Primærproduktionen af Côte-Rôtie sker på en vinmark på 1,4 hektar på Côte Brune. Der produceres i omegnen af 5.000 flasker af denne vin årligt — ofte med 2-3% tilsætning af viognier. De ældste vinstokke er planet i 1952, men majoriteten stammer fra midthalvfjerdserne.

Anmeldelserne, man finder på nettet, er ofte middelmådige, men Learmonth gi’r 5 stjerner til årgang 2001,  en solid, rank, klassisk årgang, og spår om en drikkehorisont på 18 år.

Ordene for mig i pennen, og det skyldes, at jeg har en flaske af Côte-Rôtien ‘Côte Brune’, der venter på at blive drukket snart…