Syrah: Ugens spørgsmål: Syrah fra Nordrhône

Ugens spørgsmål tikkede ind på falderebet, sent søndag aften. Men det er er dæleme et godt spørgsmål. Det handler om min yndlingsdrue, syrah; den drue, der for alvor tændte min passion for vin.

Syrah, on location
Det skete on location i den nordlige rhônedal. Det var før euroen blev indført, og vi sad på et lille auberge, der serverede fantastisk mad til meget favorable priser. Vinkortet indeholdt mange, mange vine — og et helt batteri af forskellige picheter (altså små kander med 0,5 liter vin) tappet fra lokale vinsælgere. Valget faldt på en pichet med syrah, og det var dæleme godt.

Mørk, lidt tilbageholdende, saftig, men på en flygtig facon. Ikke verdens største vin, den syrah, vi fik i glassene den dag, men måske deklassificeret Saint-Joseph eller Crozes-Hermitage-most. Kærligheden var født, og siden da har jeg i små øjeblikke genfundet den samme glæde i et glas syrah sammen med passende mad.

Vinmarker i den nordlige rhônedal
Vinmarker i den nordlige rhônedal

Nå, vi må lade søndagsnostalgien være for nu og blive konkrete:

Kære Kasper

Som trofast læser af din blog, hvor jeg ugentlig får inspiration til retter og retninger, har du rumsteret rundt i hovedet i forhold til NORDRHONE. Jeg anser mig selv som en god googler, men synes NordRhone er svær at gennemskue i forhold til ordenlige valide anbefalinger (måske fordi det er et lille område), og her synes jeg nettet ikke rigtig hjælper.

Det er svært at få et samstemmende billede af hot or not 🙂 Mine lokale vinpushere (Erik Sørensen, Wine.dk bl.a. ) er hellere ikke vildt udstyret i Nordrhone og ærlig talt ved jeg ikke om de enkelte flasker de har, egentlig er så gode som de så påstår. Da jeg ved at du sværger til Nordrhone, tænkte jeg at du måske havde nogle anbefalinger.

Jeg er med i en vinklub, som har halvårige smagninger, og da vi denne gang skal til Norge om 1 1/2 uge og have norsk lam, tænkte jeg Syrah. Jeg vil gerne købe australsk, som jeg har et rimelig stort kendskab til nu (Det bliver Glaetzers Amon-Ra og Dead Arm Shiraz fra D’arenberg) og vil gerne have Syrah fra Nordrhone også. Vi er der et par dage så vi behøves ikke blande australsk og Nordrhone samme aften (men det kunne måske også være meget sjovt). Budget er “næsten” underordnet.

Jeg ved at du sikkert får mange henvendelser, og det er fair, hvis du ikke har tid til at svare, men umiddelbart er du mit bedste bud på en ekspert, hvis anbefalinger jeg ville anse som de mest valide 🙂

Med venlige hilsner

Mads

—-

Kære Mads!

Nordlig rhône får af mange vinkæder en stemoderlig behandling i forhold til de mere varme, indbydende vine fra dn sydlige rhônedal. En del af årsagen er prisen. Stejle skråninger, der kræver manuel pleje, dyrkning og plukning giver vine i en anden prisklasse. En anden årsag er nok smagsprofilen. De danske ganer foretrækker ofte de mere runde, bløde, søde, alkoholrige vine fra syd.

Slutteligt skal der en del volumen til for at vinen kan findes på hylderne i kædernes mange filialer rundt omkring. De producenter, der formår at sælge ensartet, højvolumen og som har gode shipping-faciliteter tæt ved A7-motorvejen har det med at løbe af med salget, ser det ud til.

De vine, der føres, er i min bog ofte ikke prisen værd.

Her er en række bud inden for middelprisklassen, som jeg finder 1) repræsentative for syrah-druens udtryk på de kanter; 2) til at betale; 3) til at købe inden for den ovenfor skitserede tidshorisont. Jeg har smagt dem alle; dog ikke nødvendigvis i seneste årgang.

Læs mere Syrah: Ugens spørgsmål: Syrah fra Nordrhône

Côte de boeuf med pommes anna, bacondrys, oliventapenade på oksefedt & sauce bordelaise

Bøf — pommes anna — røget flæsk — sauce bordelaise — elementerne kan dårligt blive mere klassiske. Men der er jo en grund til, at smagselementer bliver bundet sammen igen og igen — sammensætningen holder!

cote-de-boeuf-creative-commons-oosp
cote-de-boeuf-creative-commons-oosp

 

Baggrund: Vin til côte de boeuf
Oftest sker sammensætningen af vin og mad på madens præmisser. Her er retten, hvilken vin skal jeg vælge til? Det er spændende, givtigt og gratis at gå den anden vej engang imellem — altså vælge en vin og dernæst sammensætte retten efter vinens væsen. Dette omvendte approach er den bærende struktur i En vinpushers kogebog af Michael Poulsen. 41 vine er valgt – og efterfølgende er 41 retter kreeret for at matche dem på bedste vis.

Vin til côte de boeuf -- ung Crozes-Hermitage fra Alain Graillot
Vin til côte de boeuf -- ung Crozes-Hermitage fra Alain Graillot

En genvej til at aflure en vins karakteristika er vinanmeldelser. Syrah fra den nordlige rhônedal får fx ofte prædikater som bacon/røget flæsk, sort oliven, krudtrøg, flint. Krudtrøgen kræver det nok en dygtig molekylær kok at indfange og servere, men bacon og oliven er til at gå til. Vinskribenter kritiseres fra visse kanter for overflødig sprogliggørelse — vin smager af vin, så kan det være mere eller mindre.

Andre hævder, at man ser, sanser og oplever verden igennem de kategorier, man har lært at se, sanse og opleve den igennem. Hvis man får at vide a ung, grüner veltliner kan smage som de hvide vingummibamser i hariboposerne, ja så optræder den smag pludselig næste gang man drikker en grüner veltliner. Ordene er selvføglelig ikke en del af vinen, men det er mit klare indtryk, at de kan hjælpe til at smage nye facetter. Af og til kan man etablere en klar sammenghæng mellem vinstokkenes vækstbetingelser, og det udtryk vinen fremstår med i glasset — lavendelmarkerne i Provence kan afsætte kraftigt lavendelpræg på vinene derfra, andre gange er det mere subtilt.

Crozes-Hermitage fra Alain Graillot

Jeg har tidligere skrevet om Crozes-Hermitage fra Alain Graillot. Denne gang var der tale om 2005-årgangen. Der hersker bred enighed om at 2005 er en fremragende årgang. Den har noget af 2003-årgangens varme & dybde – men syreniveauerne er højere, og vinene mere vibrerende og friske. Jeg er ikke vild med 2003, selv om netop Graillots Crozes-Hermitage fra det år er fremragende, selv om koncentrationen er overvældende og af oversøiske dimensioner.

Bacon, oliventoner, krudtrøg og flint kendetegner vinene fra den nordlige Rhônedal. Syrah er primærdruen i de røde vine fra Hermitage, Cornas, Saint-Joseph & Crozes-Hermitage – i Côte-Rôtie tillades tilsætning af små mængder viognier (en hvidvinsdrue, som er rygraden i de berømte vine fra Château-Grillet & Condrieu). 2005 er meget ung, og garvesyreniveauerne er raspende høje. I 2006 smagte jeg trods ekspedientens advarsel om garvesyren Chapoutiers ‘Les Meysonniers’, Crozes-Hermitage, 2005. Det var en voldsom oplevelse. Vinen var så præget af syren, at vinen knap kunne smages. Vand, lidt brød & en glas Les Granits, 1996, husets prestigøse Saint-Joseph rettede lidt op på sagerne.

Robert Parker beskriver vinen således i Wine Advocate nr. 170:
“The 2005 Crozes-Hermitage has a slightly deeper ruby color than the 2004 and exhibits licorice, black currant, and sweet cherry notes intermixed with some underbrush, forest floor, and pepper. The wine has excellent texture, medium body, but remains somewhat monolithic and reserved. Given the fact that Graillot’s wines often show better out of bottle than barrel, I suspect this wine will put on weight and be even more enticing with time. 88 points”

Lakrids, solbær og en lidt tilbageholdende natur – ja. Men også bacon, oliventapenade og en anelse vaniljesødme fra fadlagringen. Graillot forhandles af Bichel vine, hvor forfatteren  til en Vinpushers kogebog også arbejder.

Matching af vinens elementer

Garvesyreholdige vine går ofte godt i spænd med kraftigt smagende kød med et højt fedtniveau. Kødet blev derfor bøf af oksefilet a la Côte de Boeuf. Côte de Boeuf betegner en stor bøf skåret af den nederste del af højrebsstykket (oksekotelet) med en god tykkelse (6-8 cm) og en vægt, der gør, at bøffen mætter to. Bøffen steges hel, men skæres i skiver ved serveringen.

Saucen blev en afart af den klassiske sauce bordelaise — altså rødvinssauce opkaldt efter Bordeauxregionen. Traditionelle opskrifter foreskriver bordeauxvin & skalotteløg – jeg  brugte bourgogne og rødløg. For at matche vinens bacon- & oliventoner lavede jeg dels en lun, grov tapenade af sorte oliven i oksefedt, dels et drys af sprødstegt tørsaltet bacon. Kartoffeltilbehøret blev også klassisk – nemlig pommes anna.

Côte de boeuf

Der skæres én bøf af ca. 400-500 gram til to personer (oksefilet, men tyndstegsfilet kan også bruges). Kødet gourmetsaltes med 1 gram salt per kilo kød og hviler i 3-4 timer inden tilberedning. Temperér til køkkentemperatur, inden kødet steges. Smag og behag er forskellig, men jeg synes oksefilet skal være helt rødt – med en kernetemperatur på ca. 50-52 grader. For at opnå ensartet stegning af hele kødstykket kan det enten brunes og efterfølgende intervalsteges, langtidssteges eller steget ved lav varme på pande med hyppige vendinger. Hvis oksefileten langtidssteges, kan bøfstykket med fordel steges ved fuld varme på en grillpande til slut – for at opnå en sprød stegeskorpe. Hvis kødet er langtidsstegt har det ikke behov for hviletid, men kan skæres med det samme. Hvis det er stegt ved lav varme, kan det være en god idé at lade kødet ligge 10-15 minutter, inden det udskæres. Skær i tynde skiver, når pommes anna, oliventapenad, bacondrys og saucen er klar. Under bruningen kan fedtkanten med fordel steges sprød først ved forholdsvis lav temperatur, så fedtet ikke branker. Fedtet danner base i oliventapenaden.

Opskrift på pommes anna

Pommes anna er relativt tungt kartoffeltilbehør. Man tager en god mængde klaret smør og en masse tyndt skivede kartofler og går så i gang med at bygge retten op — lag på lag i en bradepande. Mangen en kokkeelev må have drømt om tynde, tynde kartoffelskiver og litervis af klaret smør. Jeg valgte en lidt lettere udgave, hvor jeg byttede den klarede smør ud med økologisk koldpresset rapsolie, som har en smuk gylden farve – man kunne næsten forledes til at tro, at det var smeltet smør, man arbejdede med. Kartoflerne skæres i fine skive – jeg bruger kniv, men et mandolinjern eller en kartoffelskræller fungerer også fint. Jo tyndere skiverne er, desto bedre. Kartoflerne lægges i en bradepande, og der pensles med smør eller olie – og krydres med en lille smule salt. Husk, at der skal mange lag til – 15-20 minimum, så hold igen med salten, mere kan altid tilføjes til sidst. Når lagene har nået en passende højde, sættes fadet under pres i en times tid eller to. Bages efterfølgende under pres i 1-2 timer ved 150-160 grader. Prøv med en strikkepind eller en tynd kniv, om kartoflerne er møre. Når de er, fjernes fadet fra ovnen — og køler lidt af. Hæld overskydende fedt fra. Skær firkanter ud – én eller to per person. Vær opmærksom på, at pommes anna opfattes temmeligt tungt og kompakt, så pas på ikke at lave portionerne for store. Bag de færdige firkanter af pommes anna ved 200 grader ca. 10-20 minutter inden servering.

Oliventapenade med oksefedt
Sorte oliven fra Nyon ville jeg helst have brugt, men jeg kunne ikke finde nogen, i stedet blev det en god, kødfuld græsk kalamataoliven, der dannede base for den grove oliventapenade. Kernerne fjernes og olivenkødet skæres i ensartede stykker. Steges ved lav varme i det afsmeltede oksefedt fra stegningn af bøfferne af oksefilet. Krydr med aromatisk peber – fx Kerala- el. Penjapeber.

Bacondrys af tørsaltet bacon
God bacon/røget flæsk – fx tørsaltet bacon fra Aalbæk – skæres i fine tern og ristes sprøde. Dryp baconen af på køkkenrulle inden servering.

Læs mere Côte de boeuf med pommes anna, bacondrys, oliventapenade på oksefedt & sauce bordelaise

Om Crozes-Hermitage & Alain Graillot

Jeg har tidligere skrevet om Alain Graillot, som den danske importør betegner som Rhônedalens bedste producent af Crozes-Hermitage. Det tangerer at tage munden lidt for fuld, synes jeg, når man tager i betragtning, at der findes fremragende vine fra producenter som Domaine Belle, Chave (Yann), Colombier, Domaine  Des  Remizières.

I min bog står Bernard (& Yann Chave) som noget af det ypperste inden for Crozes. Hans årgange 1999-2001 var tindrende klare i deres udtryk af syrah. Kølige, elegante og saftige kombineret med markant krudtrøg og bacontoner. Fremragende vin. De kostede vist omkring 75 kroner flasken dengang. De senere årgange er knapt så traditionelle/klassiske og rene i udtrykket. Etiketterne er blevet mere moderne, og det er vinen desværre også.  Det rykker dog ikke ved, at fx Le Rouvre i årgang 2004 smager intet mindre end fantastisk.

Smagenote på Chaves Crozes-Hermitage, 2001
vin fra vinstokke, der er mellem 18 og 40 år fra områder i Mercurol, La Roche de Glun, and Pont d’Isère, relativ sen & manuel høst og ingen brug af kulturgær.

Jeg står ikke alene med min kærlighed til Chaves crozes-vine. “La revue du Vin de France” har givet Y. Chaves Crozes-hermitage-vine fine anmeldser siden 1998. James Molesworth, vinkritiker for The Wine Spectator, skrev i novemberudganven 2006 — “You may not have heard of this domaine before, but it won’t be a secret much longer.  Chave is making superb wines

Der er sket noget med priserne på god Crozes-Hermitage, må man sige. Graillot ligger på 160,- i årgang 2006. Remizieres på henholdsvis 115,- og 165,- for Cuvée particulaire & Cuvée Christophe. Philipson har haft Guigals Crozes på tilbud i årgang 2003, som fik fine Parker-anmeldelser.

Graillot trådte ind på vinscenen i 1985 efter en karriere inden for landbrugsindustrien. Graillot og vinene blev hurtigt anerkendt af vinproducenter, vinskribenter og forbrugere. I dag fungerer Graillot i stigende grad som rådgiver for unge producenter.

Om Crozes-Hermitage-appellationen
Crozes-Hermitage er den største enkeltappellation i den nordlige rhônedal. Appellationens centrum er Hermitage-bjerget, hvor nogle af verdens største (syrahbaserede) vine produceres, men den AOC-stemplede vinmarker begynder ca. 10 km fra Tain (l’Hermitage).

Historisk er Crozes-Hermitage ikke synderligt velbeskrevet. En reference fra 1846 fremhæver vinene for deres lighed med Hermitage-vinene. Det er værd at holde for øje, for på det tidspunkt brugtes Hermitage-mosten til at give rygrad, syre og frugt til Bordeaux-vinene i svage år.

I dag ville den praksik på ingen måde gå an. Dengang skrev man blot ‘Hermitagée’ på etiketterne, og så var det dét. Appellationen stammer fra 1937, og den blev udvidet i 1947. Den eneste tilladte røde druesort er syrah, som i alle andre appellationer i den nordlige del af rhônedalen.

Der laves også hvidvin i området — på Marsanne & Rousanne, men rødvinene udgør klart den største del af produktionen. Det siges ofte, at det kun er i Côte-Rôtie, det er tilladt at tilsætte hvide druer til vinene, men reglerne for Crozes-Hermitage AOC tillader op til 15%. De færreste producenter gør det dog.

Crozes-Hermitage udgøres i dag af rundt regnet 1.200 ha vinmarker, og der produceres ca. 44.000 hektoliter vin årligt. Jordforhold og soleksponeringen varierer. Kvalitetsmæssigt er der utrolig spændvidde i Crozes-Hermitage — fra simple supermarkedsvine til omkring 50 kroner, der er en skygge af den ægte vare. Tynde og splattede og uden tydelig syrahkarakter.

I den anden ende af spektret er der dels de mere moderne vine med vægt på frugt og tyngde og velintegreret fad — fx Tardieu-Laurent, dels meget traditionelle, stringente crozes-vine, som kan være svære at drikke unge. Graillot ligger nok et sted midt imellem.

De kendteste vine i den bedste ende Jaboulets Crozes-Hermitage ‘Thalabert’ & Graillots top-cuvée ‘La Guiraude’.

Thalabert kommer fra enkeltparceller med gamle vinstokke, hvorimod Graillots prestigecuvée sammensættes forskelligt fra år til år. Halvdelen af de producerede syrah-druer vinificeres af Cave de Tain. Jaboulet ta’r en god portion af den sidste halvdel. Kooperativet i Tain producerer en række forskellige udgaver fra den letdrikkelige, frugtige “Fine Fleur de Crozes”, hvor druerne afstilkes helt, over standardcuvéen “Crozes-Hermitage”, der vinificeres mere traditionelt, til “Les Hauts du Fief, cuvée prestige”, der kommer fra en udvalgt parcel af udvalgte druer og får længere tids fadlagring.

I 2008 åbner der en ny restaurant og VIP-smagelokaler i Gambert de Loches (stifteren af Cave de Tain og Hermitage-producent) tidligere palæ midt i Hermitage-markerne.

Smagenote på Graillots Crozes-Hermitage, 2006
Flot farve. Violet skær. Let uklar, ufiltreret. Kirsch i næsen — let bitterhed, kirsebærsten. Lettere atypisk næse for ung syrah fra Crozes. Raspende tannin, lakrids, viol, floralitet, lang eftersmag. Ikke helt i balance pt., synes jeg. Peber, jod + blod. Orangeskal. Valpolicella-agtig.

Lettere en-dimensional til at begynde med. Iltning hjæper — granitnoter + bedre markeret mineralitet trænder frem efter 20 minutters tid i glasset.

Lidt kaffe + mørk chokolade. Klart udviklingspotentiale. Graillot selv anbefaler, at vinene drikkes inden for 1-2 år eller får lov at ligge i 5-6 år. Smagt af Riedel Vinum Syrah & Holmegaard Cabernet.

Smagenote fra The Wine Spectator, Daily pick, juli 2008.
“Ripe and focused, with tasty plum sauce, black licorice snap, violet and graphite notes. Tangy iron notes enliven the stylish finish. Nicely done. Drink now through 2012. 8,000 cases made.”

Forslag til opskrifter, der matcher (ung) Crozes-Hermitage
Importøren Bichel anbefaler haresteg som et godt match til Graillots syrah, hvor vinen matcher kødets animalske toner.

Bichel nævner også, at crozes er populær på de parisiske bistroer — steak, fritter og saftig syrah er et klassisk match. I Lyon har jeg drukket kraftigt nedkølet ung crozes til en række måltider i den mere rustikke ende.

Chaves Crozes har tidligere været husvinen på Bocuses bistroer, men den var ikke på kortet, da jeg forbi Le Nord i 2006. Lam og Crozes-hermitage fungerer også godt.

Jeg har tidligere tonet en klassisk côte de boeuf med pommes anna, sauce bordelaise & olivendrys til at matche én af Graillots vine, nemlig hans Saint-Joseph 2005. Retten vil også gå fint i spænd med Crozes’en. Rødvinsbraiseret okseskank kunne også være en mulighed. Jeg har med held drukket Chaves Crozes til braiserede andelår med choucroute og ovnbagt selleri, persillerod og kraftig rødvinssauce. Colombiers Crozes har jeg drukket til culotte af ungkvæg med aligot, bagte tomater og baconbønner — også et godt match. Slutteligt vil garvesyre- & frugtniveauerne også gå godt i spænd med en omgang confit de canard med pommes sarladaises.

Hvor meget Hermitage kan man få for en hund?

I weekenden læste jeg en forventelig anmeldelse af en supermarkeds-Hermitage til 99,-. Vinen, der kom fra det store firma Ogier (som ikke må forveksles med det gode Côte-Rôtie-hus Ogier), blev sablet ned. Ekstrabladet meldte, i sin serie om vine, der passede sig godt til efterårets lidt kraftigere retter: “Normalt er Hermitage en stor og dyr vin, men i dette tilfælde skuffede den og det blev kun til 4 små proptrækkere.” Vinene fra Hermitage-bjerget i den nordlige rhônedal er anerkendte. Stort set alle distrikter påberåber sig udtrykket “Kongernes vin, vinens konge” (fra Barolo til Tokaji ), men hér er der noget om udtrykket. I ældre tid, hvor appellationslovene ikke havde gjort diverse regler og terroirdrevne principper skriftfaste endnu, var det normal procedure at fragte vin fra Hermitagebjerget til Bordeaux for at give svagere årgange styke, rygrad og pondus. Den slag går ikke i dag — og godt for det. De tilladte druesorte er syrah, for de røde vinens vedkommende, og marsanne og rousanne for de hvide. Hvis rhône er i min bog en acquired taste — en tillært smag — ikke noget der falder ens smagsløg naturligt dragende uden træning. Og hvis jeg var ny til området, ville jeg helt klart begynde med de røde vine og lade de hvide ligge til fremtidsstudium.

Fra Hermitage til Crozes-Hermitage

Her i huset drikker vi langt mere Crozes-Hermitage end Hermitage. Fortrinsvist på grund af priserne, sekundært på grund af vinenes karakter. I stort set alle vinbøger står at læse, at Hermitage-vinene belønner den, der har tid til at vente. Generelt betragtet, foretrækker jeg vine — særligt når det gælder syrah-baserede vine — der stadig har et særegent præg af primærfrugten. Søren Frank mener jeg at huske har været inde på noget af det samme. Nordlig rhône kan præstere vine, der er international klasse, men hvis de får længe nok på flaske, forsvinder de meget arketypiske karaktræk til fordel for en profil, som er smuk, skøn og bedårende, men nedtones i terroir — altså: det kunne (næsten) lige så godt være en anden stor vin. Ikke at vinene skal drikkes purunge — Châpoutiers ‘Le Pavillon’, 1996 var fx viril og levende, da jeg smagte den i december 2007. Chapoutiers fyrtårnsvin fik følgende ord med på vejen:

“Det er altid spændende at smage en af verdens store vine (der produceres ca. 7,500 flasker årligt, og de kan være svære at få fingrene i). Parker gav vinen 96 point i 1999, og Wine Spectator nåede frem til to mindre året før. Ingen tvivl om, at det er stor vin. Jeg har smagt samme årgang for et år siden – og fandt den bedre på det tidspunkt. Flaskerne kommer fra samme kælder, så evt. variation skal ikke forklares i opbevarinsforhold, tror jeg. Vinen fremstår ikke sort/purpurrød i dag – som den gjorde, da Parker smagte i 1999. Alderen ses, men vinen er på ingen måde brunlig. Duften er fremragende, smagen lige så. Søren Frank skrev engang, at han foretrak stor nordlig rhônevin ung – når den ældes (og med ynde), mister den nogle af sine særkender og bliver som mange andre store vine. Jeg er tilbøjelig til at gi’ ham ret. Jeg ville hellere have drukket vinen for fem år siden, tror jeg. Omvendt er det også svært ikke at fascineres af den fornemme balance pt. mellem frugt, syre, florale elementer og vildtkarakter (velhængt dyrevildt). Drukket nytårsaften til hjortemørbrad indbagt i to slags fars (gråand & foiegras & svampekompot), med skorzonerrødder glaseret i kalvefond og marv, mos på pastinak, kartoffel og kondenseret fløde og friteret bredbladet persille, dertil kraftig rødvinssauce.)

Når det er sagt, så må jeg indrømme, at jeg har fået langt flere god oplevelser med vinene fra Crozes-Hermitage-appellationen. Fra lette, sommerlige vine serveres som pot lyonnaise, altså i en tykbundet glaskaraffel, der holder vinen kølig, til bistromad, til seriøse fadlagrede vine fra Graillot, Chave, Combier og Colombier.

Nå tilbage til grundspørgsmålet —

Hvor meget Hermitage kan man få for en hund?
hermitage_colline_2004

oprindeligt bragt oktober 2008

Jeg var forbi min lokale Netto for at kigge lidt nærmere på deres vinfestivalstilbud. Der var en del spændende ting til fornuftige priser. Men særligt én flaske fangede min opmærksomhed — en Hermitage fra det gennemsnitlige (for nogen klassiske) år 2004 til 99,- Den slags vine kan være farlige. Mange er blevet skuffede over de store vine, når de købes til små priser i supermarkedet — Barolo, Amarone, Saint-Emilion, osv. Men til 99,- var det værd at ta’ chancen. Særligt her midt i finanskrisetiderne, hvor aktierne er på rutschetur. Hermitage-vinene er legendariske og kæmper mod Côte-Rôtie som den nordlige rhônedals ypperligste vine. Tidligere tilføjede man Hermitage-most til Bordeauvinene (Bordeaux ligger på samme breddegrad), hvis de fremstod lidt tynde i det. Den slags går ikke i dag med strammere appellationslovgivning, dengang skrev man blot ‘Hermitagée’ på etiketten, og så var den sag klaret.

Smagenote på Hermitage ‘Colline’, 2004

Mit umiddelbare indtryk af næsen var — sydlig rhône… Og det burde det jo rettelig ikke være, når vinen er fra den bedst kendte og (en af de dyreste) appellationer i den nordlige rhônedal. Druesammensætningen er 100% syrah, og der indgår ikke grenache som i vinene fra det sydlige rhône. Efter en 20 minutters tid i glasset er det sydlige halvvarme præget dampet lidt af, og vinen gi’r sig til kende som mere nordlig i sit duftudtryk. Brombær, lidt jordbær, sødme, foruden en anelse sort peber og en anelse røg. Fin viskositet og fylde, de røde bær går igen i smagen, der derudover også byder på en anelse fadsødme, lidt røg og en fin længde på eftersmagen. Ikke verdens største Hermitage-vin, nej — men klart drikkelig og nogenlunde typisk (lidt røg, lakrids, viol & en anelse medicinskab), omend en anelse lettere, end de vine, man normalt møder fra appellationen. Er den penge værd? Ja, det synes jeg faktisk. Lidt lettere vine har sandelig også deres plads — prismæssigt såvel som i det kulinariske spektrum, hvor andre Hermitager vil være for tunge til en del retter og fremstå med en portagtig koncentration. Fin balance mellem frugt- og garvesyre pt., kan nok udvikle sig til en lidt blødere og rundere vin, men jeg tror ikke, lagringen vil tilføje yderligere lag af kompleksitet. 13,5% alkohol, smagt af Spiegelau Authentis (rød) & Spiegelau Hermitage-glas. Jeg vil skyde på, at vinen er dyret på det lavtliggende og flade arealer omkring Hermitage-bjerget. De parceller giver ofte lidt mere tyndbenede og ukomplicerede vine.
Læs mere Hvor meget Hermitage kan man få for en hund?

Andebryst & andelår — to slags and med svamp i nød

– confiterede/braiserede andelår, intervalstegt andebryst, glaserede svampe, confiteret persillerod, smørstegte flager af hasselnød serveret med sprøde salater

Lidt om tilberedning af henholdsvis lår og brystkød — andelår & andebryst
Jeg kan godt lide serveringer, hvor forskellige udskæringer serveres sammen, men er tilberedt på forskellig vis.

I det franske køkken er det kutyme at opdele fjerkræudskæringer i to dele. Det mørke kød (lår & vinger) og det lyse (bryst). Det er i mine øjne en meget fornuftig skelnen, fordi kødtyperne er så forskellige, hvad angår fedt- og  bindevævsniveauer, så hvis de tilberedes på samme facon får lårene for lidt og brystet tilpas, eller brystkødet for meget og lårene tilpas.

Langtidstilberedningsmetoder som braisering eller langtidsstegning egner sig godt til lårene. En klassiker er confit de canard — fedtkogt and, hvor lårene saltes og krydres i 12-24 timer for efterfølgende at koges i andefedt i lang tid ved forholdsvis lav temperatur.
Læs mere Andebryst & andelår — to slags and med svamp i nød

Crozes-Hermitage, Alain Graillot, 2007

Jeg har tidligere skrevet om såvel Crozes-Hermitage-producenten Alain Graillot som Crozes-Hermitage-vinene og prisudviklingen, så denne gang vil jeg springe direkte til smagenoten på den Graillots 2007-årgang. Jeg har købt Graillots Crozes-Hermitage (og Saint-Joseph-vine, efter de blev introduceret) i 5-6 år snart, og det er altid spændende at smage en ny årgang. Dels for at sammenligne den nye årgang med tidligere. Dels bliver det at smage vine fra samme producent år efter år nærmest lidt af en ritualiseret begivenhed. I takt med at man bliver ældre, og det magiske element ved fx fødselsdage forsvinder, så er det meget rart med den slags små traditioner. Kald mig nørd!

crozes_hermitage_2007_syrah_rhhone_alain_graillot
Læs mere Crozes-Hermitage, Alain Graillot, 2007