Chapoutier: Crozes-Hermitage, ‘Les Meysonniers’, 2011

 

Chapoutier: Crozes-Hermitage, Les Meysonniers, 2011

 

Chapoutier: Crozes-Hermitage, Les Meysonniers, 2011

 

Én af de bedste vine, jeg nogensinde har smagt, var Chapoutiers ‘Saint-Joseph’, ‘Les Granits’, 1999 smagt on location i Tain, epicentret for nordlig rhône syrah.

Forventningerne var derfor oppe i et vist leje, da Chapoutiers flagskibs Crozes-Hermitage (Les meysonniers) blev åbnet.

Indledningsvist fine toner i duften. Klart præg af fad i form af brændte, sødlige toner. Ikke helt min kop te, må jeg indrømme. Men kan måske forsvares med, at vinen er meget ung.

En anelse skuffende vandet fremtoning i glasset efterfulgt af jordbær, hindbær og et touch af solbær kombineret med et element af brændt gummi, noget, jeg normalt forbinder med sydafrikansk vin (som jeg ikke bryder mig synderligt om).

Tur på karaffel en times tid. Stort set samme indtryk på duft- og smagsfronten.  87-89 hos Tanzer. ‘La Revue du Vin de France’ gi’r begrænsede 13 ud af 20 stjerner. Den gallej er jeg nok på.

To sum up: En markant skuffelse til prisen (180,-).

Madbloggermiddag på Vesterbro Vinstue — del 1

I går var jeg inviteret til madbloggermiddag på Vesterbro Vinstue. Navnet vakte umiddelbart associationer om en de hersens vinstuer i indre by, hvor der vist bliver høvlet flere store glas fadøl inden for vesten, end der bliver drukket vin. Den fordom holdt ikke.

Udstyret med et glas spansk mousserende brut nature i hånden studerede jeg vinskabet, hvor jeg så kendinge som Crozes-Hermitage fra Domaine Lises; et domæne, der drives af reference-Crozes-Hermitage-producenten Alain Graillot. Derudover spottede jeg Peter Sissecks Quinta Sardonia, som jeg tidligere har drukket med stort velbehag.

Efterfølgende faldt jeg i snak med Vesterbros Vinstues sommelier, Mads, som i øjenhøjde, men samtidig med sans for detaljen, forklarede om stedets vinfilosofi. Man satser på altid at have omkring 20 vine, der kan købes på glas. Sortimentet bliver sammensat ud fra, hvad gode danske importører kan levere og egen import fra en række producenter. Derudover opkøbes ældre vine på auktion. Det giver i sagens natur et bredt sortiment at vælge ud fra, hvade nten man kører glas for glas eller køber en flaske.

Følger om ikke så længe: Vesterbro Vinstue: Menu og vine

Vintip: Crozes-Hermitage fra Graillot på tilbud hos Bichel

Èn af de vine jeg trofast har købt årgang efter årgang er Alain Graillots Crozes-Hermitage. Saftig, ekspressiv, typicitet — klassisk syrah fra den nordlige rhônedal med toner af flint, røget flæsk og dyb, dyb, mørk frugt. Pt. er årgang 2008 på tilbud hos Bichel. 119,- for en flaske mod normalt 169,-

Alain Graillot 2007 -- Crozes Hermitage
Alain Graillot 2007 -- Crozes Hermitage

Tidligere blev Graillots prestigecuvée udsolgt lynhurtigt, og man indførte et forudbestillingsprincip for kunder, der år efter år købte Graillots vine. Standardcuvéerne røg efter en måned eller to, men finanskrisen trykker tilsyneladende også vinmarkedets priser. Eller også producerer Graillot mere i årgang 2008 end tidligere; jeg skal ikke kunne sige det; men tilbudet er fornuftigt og et godt sted at begynde, hvis man ønsker at blive klogere på de syrahbaserede vine fra den nordlige rhônedal, druens arnested.

Læs også: Crozes-Hermitage-appellationen og vinene fra Alain Graillot.

The Wine Company udfaser Yann Chave

Bernard Chave var, som den tilbagendende læser vil vide, min yndlingsproducent inden for koldklima-syrah. Yann Chave, sønnen, overtog ansvaret for domænet og vinificieringen efter faderen, og så gik det ned ad bakke i min optik. Fra syrerige, lav-ekstraktionsvine til moderne frugtbomber. Le Rouvre i 2004 smagte fantastisk som ung, men faldt i den grad sammen med alderen. En skam…

yann-bernard-chave-rhone-syrah-thewinecompany
yann-bernard-chave-rhone-syrah-thewinecompany

The Wine Company udfaser Domaine Chave
På dansk grund har The Wine Company forestået forhandlingen. Jeg har købt op af hver ny årgang siden 1996 og 1999 — og undrede mig over, at de seneste årgang ikke var prissat på The Wine Companys hjemmside. Det er der en årsag, 2007, 2008 og 2009 hjemkommer ikke meldes det.

Jeg har tidligere anbefalet The Wine Company som en god leverandør inden for nordlig rhône, men det ser ud til, at man udfaser flere og importaftaler (Domaine du Tunnel haves fx også kun i årgang 2006) fra det område, mens der tegnes nye aftaler med domæner i den sydlige zone. En skam i min optik, men det er måske dér markedet er anno 2011?  Fordelingen i udbudet taler i hvert fald sit tydelige sprog — og det endda fra en importør, der står bag Rhônefestival-initiativet…

Hermitage-tip til de hurtige

I løbet af den seneste måneds tid er jo to gange blevet spurgt til råds om gode steder at købe vine fra den nordlige rhônedal. Seneste henvendelse var i går, hvor Jens efter at have slået fast, at kvalitetsspændvidden i Crozes-Hermitage– og Saint-Joseph-vinene var nærmest abnorm  — hvilket jeg er helt enig i, appellationsforvrængende, kunne man med en vis ret hævde — spurgte til gode flasker, der kunne købes i Danmak.

Syrah-druens epicentrum, den nordlige Rhônedal
I forbindelse med mine svar har jeg lidt reflekteret lidt over dels mit eget førstemøde med vinene fra Rhônedalens kølige zoner (Cornas, Saint-Joseph, Côte-Rôtie, Crozes-Hermitage & Hermitage), dels over udviklingen vinene har gennemgået i løbet af de seneste 10-15 år efterhånden som de har vundet større popularitet. Det har ledt til mere ekstaktrige, saftmodne udgaver på det generelle plan. Højst sandsynligt på grund af en vis parkerficiering — den slags vine performer bedre i Pakers mund, og de performer generelt bedre til smagning –, men også på grund af en anderledes mere moderne smag og bedre kontrol med vinifikationsprincipper.

crozes-hermitage-bernard-chave
Crozes-Hermitage, 1999, Bernard Chave

Referencepunktet, Bernard Chave, Crozes-Hermatiage, 1999
Én af de vine, jeg bli’r ved med at vende tilbage til som referencepunkt, er Bernard Chaves Crozes-Hermitage i årgang 1999. Cremen af cremen, det bedste af det bedste, syrah så ren, så ren — så syrerig, så syrerig. Heftige overtoner af kattepis i dens ungdom, men en fløjsblød sag med 10 år på bagen, og det er ikke alle vine, faktisk langt fra alle, fra denne appellation, der bli’r bedre med alderen.

De er forlængst udsolgt, jeg opkøbte nogle af de sidste magnumflasker for 3 års tid siden, og det var en skøn mulighed for nærmest at skrue tiden tilbage (vin modner langsommere på store flasker).

Og så slog Biblioteksenglen til, for i dag da jeg var ude og hente lidt Beaujolais og Cornas hos The Wine Company stod der en række flasker i rodekassen med rester — andre vil sige rariteter. Hermitage 1996, 1998 og 1999 fra Bernard Chave. Og jeg kan afsløre, at der fortsat er et par flasker tilbage; jeg købte ikke dem alle.

Så vidt jeg husker, var Hermitage 1998 og 1999 sat ned fra 399 til 275. Men hæng mig ikke op på det.

Der var dog kun én flaske fuldmoden Saint-Joseph ‘Vieilles Vignes’ fra Tardieu-Laurent i topårgangen 1999. Den er ikke længere at finde i restkassen…

Læs også:

Ugens spørgsmål: Syrah fra Nordrhône.
Ugens spørgsmål: Anbefalinger af Crozes-Hermitage & Saint-Joseph.

Saint-Joseph, 2008, Gilles Barge

For ikke så læneg siden skrev jeg om en Crozes-Hermitage fra det, der i vinkredse er ved at blive et kultdomæne,Dard et Ribo. En vin, jeg ikke var 100% begejstret for. Den var for moderne i sin produktions- og smageprofil til min smag. I hvert fald efter at have forventet et traditionelt smagende glas syrah efter at have læst den danske importørs beskrivelse af vinen.

Fra Dard & Ribo til Gilles Barge
Jeg tænkte, at det måske var mig, den var gal med. At smagsløgene trængte til at blive kalibreret. Det var ikke mig, og der findes fortsat traditionelle producenter, der laver mindre ekstraherede, mindre saftdrevne, mindre primærfrugtdrevene syrahvine.

Vine, der har en hård kerne af syre og mineralitet, solid garvesyre, der bider i gummerne, og overtoner af flint, krudtrøg. Sådans skal syrah fra disse kanter, særligt når der er lidt højde på, smage. Med årene kan de udvikle nærmest burgundiske elegante toner — både i mundfornemmelse og smagsnerve og subtilitet.

Redningen — Saint-Joseph 2008 fra Gilles Barges:

saint-joseph-gilles-barges-2008

Om Domaine Barge, Ampuis
Domænet producerede sine første vine i eget navn i 1929, hvor Gilles morfar Jules producerede 900 flasker. I midttresserne arbejdede man med 2 hektar i Côte-Rôtie-appellationen, meget efter den tids målestok, hvor de samlede arealer blot udgjorde 75ha.

Gilles Barge benævnes ofte som en af områdets traditionalister, men man står ikke fast på tradition for traditionens skyld, og gæring foregår i dag i temperaturkontrollerede ståltanke. Målet var at holde gæringstemperaturen under 32 grader samtidig med, at man høstede frugterne af et mere rent vinifikationsmiljø.

Vinifikationsprincipper
Gilles bryder sig ikke om remontage og pigéage. “I don’t like violoence, whethe it’s heating the vast too much or stressing the juice”, som han udtaler i Learmonths digre værk “The Wines of the Northern Rhône”. Lige præcis pigéage anvender Dard & Ribo på deres Crozes-Hermitage.

Primærproduktionen af Côte-Rôtie sker på en vinmark på 1,4 hektar på Côte Brune. Der produceres i omegnen af 5.000 flasker af denne vin årligt — ofte med 2-3% tilsætning af viognier. De ældste vinstokke er planet i 1952, men majoriteten stammer fra midthalvfjerdserne.

Anmeldelserne, man finder på nettet, er ofte middelmådige, men Learmonth gi’r 5 stjerner til årgang 2001,  en solid, rank, klassisk årgang, og spår om en drikkehorisont på 18 år.

Ordene for mig i pennen, og det skyldes, at jeg har en flaske af Côte-Rôtien ‘Côte Brune’, der venter på at blive drukket snart…

Dard og Ribo — Crozes-Hermitage — 2009

Dard et Ribo, to unge franskmænd — opvokset på hver side af Rhônefloden, i henholdsvis Tain l’Hermitage og Tournon — møder hinanden på vinskole og sød vinøs musik opstår: I flasken, i vinlitteraturen, i Danmark, efter Péttilant / Skål er begyndt at importere vinene.

Dard og Ribos druemateriale og geografiske forankring
De senest par årgang har makkerparet René-Jean Dard &  François Ribo rådet over  5 hektar vinmarker på forskellige parceller i Crozes-Hermitage-appellationen, bl.a. Le Pe de Loup tæt ved Crozes-Hermitage-by / Larnage — med vinstokke mellem 70 og 80 år. Én af områdets bedre producenter Albert Belle har også parceller hér, i den køligt producerende zone. Albert Belles prestigecuvée ‘Louis Belle’ er skabt på druemateriale fra dette område.

Derudover produceres der fra en mikro-parcel på 0.2 hektar i Quartier des Chaux og Les Bâties, hvor man råder over 2 hektar.

De forskellige parceller vinifiereces separat, og der fremstilles af og til parcelvin fra les Bâties. Pétillant beskriver vinene som Crozes-Hermitage af forne tider: “Frugtige, intense, elegante. Syrah med et køligt udtryk, et saftigt bællepotentiale og et til tider aristokratisk overskud. Det er Nordrhône før Parkerficeringen satte ind med sine tunge alkoholbomber.

Pigéage
Hvad angår det frugtige, intense og lav på alkohol er jeg enig. Men jeg synes på ingen måde, der er tale om traditionel Crozes-Hermitage. Der arbejdes med høj ekstraktion — pigéage to gange dagligt under gæringen, så vidt jeg kan læse mig til. Pigéage minder om remontage, altså at man presser toplaget af drueskind og -kvas ned for at opnå et højere udtræk af tannin og saft- og farvestoffer i forbindelse med gæringen i åbne kar, et approach Yann Chave også anvender.

crozes-hermitage-dard-ribo-web

Smagenote på Dard og Ribos Crozes-Hermitage 2009

Varme toner af solbær og viol i næsen, som følger trop i munden. Fast kerne af frugt- og garvesyre. Langt varmere i smagspaletten, end jeg havde forventet (og håbet på). Mørk, mørk og koncentreret i glasset — purpur toner. Tegn på kraftig ekstraktion. Nogenlunde fornuftige for parcellerne repræsentative lag af mineralitet — men i underkanten til min smag.

Karamelunder- og overtoner — a la dem de klassiske tivoliæbler, der er rullet i sprød, rød sukkerlage og efterfølgende kokos. Noget, jeg helst ser i en solid Châteauneuf-du-Pape.

Vinen er vinificeret med henblik på at blive drukket ung, så vidt jeg kan bedømme, og den præsenterer sig derefter. Saftig, imødekommende, læskende. Men det er på ingen måde traditionel Crozes-Hermitage i min bog.