Smagt november 2007: primært Østrig og nordlig rhône

Nyt og gammelt — biksemad, ballade, riesling & syrah

Ja, migreringen af gammelt, hmm, ældre indhold fortsætter lige så stille. Nyt kommer naturligvis også til løbende — senest fx biksemad på italiensk og en lille gastronomisk erindring fra Berntsens-brødrenes Berntsens Ballade. I dag er turen så kommet til et par vine, jeg smagte i november 2007, så de falder nok for aktualitetskriteriet, på den anden side er der tale om tre af mine absolutfavoritvin.

Klassisk, syrefast riesling fra Weingut Knoll, hvor de førstefødte sønner igennem generationer har heddet Emmerich til fornavn. Weingut Knoll hører, som tidligere nævnt, blandt de bedste producenter i Wachau, men ‘Ried Pfaffenberg’-vinen må ikke bære Vinea Wachau-mærke el. klassificeres som Federspiel, Steinfeder el. Smaragd udfra mostvægten, fordi vinstokkene teknisk set befinder sig i Kremstal, ikke Wachau.

krems_donau_vinterrasser_bag_creative_commons_nigels-europejpg
Krems i Wachau -- vinterrasser. Creative Commons: Nigels-Europe.

Weingut Knoll, Riesling ‘Ried Pfaffenberg’, 2004
Koldklimariesling, der vil noget fra den traditionelle topproducent Weingut Knoll! ‘Pfaffenberg’ 2004 byder på en fremragende mineralitet, vibrerende syre og forrygende præcis rieslingkarakter. Pfaffenbergmarken (‘Ried Pfaffenberg) ligger ikke i Wachau, hvorfor vinen ikke kan tildeles smaragdstatus.

Læs mere her om østrigsk vin.

Abrikoskernekarakter, grape og et skud citrus. Heftige sager. 3 år gammel, men syngende ung. Under overfladen fornemmen man, at de sekundære aromaer er under udvikling. Komleks vin med lang eftersmag. På ingen måde en crowd-pleaser, alt for højt syreniveau, men fornem madvin. Smagt af Riedel Vinum Extreme, Riesling. På andendagen har en del af den heftige syre lagt sig lidt — og vinen fremstår en anelse mere sød og dyb, men også lidt mindre spændstig — overordnet set tyder det på fint udviklingspotentiale (hvilket ikke undrer). På tredjedagen stadig vital, vinen er på ingen måde faldet sammen. Flot!

knoll-pfaffenberg-2004-riesling-wachau-2
Mindes at være fanget på bjerget i en ordentlig omgang Donnerwetter. I 2006 produceredes en Beerenauslese, som jeg meget gerne vil smage (se fx Wein & Co her). Falstaffvurderinger lyder på 94-96 point. Har et par flasker af luksusudgaven ‘Selektion’ under sengen, men de skal lige finde sig selv, før jeg finder proptrækkeren (frem).

Dansk importør er Bichel vine, som skriver følgende om Weingut Knoll:

“Ældgammel og meget traditionel ejendom drevet af familien Knoll (sønnerne hedder altid Emmerich), den diamentrale modsætning af Kollwentz, ingen moderne teknik, ingen nye fade, kun naturen og den ældgamle kælder. Meget komplekse, mineralske og elegante vine, som for de bedre vines vedkommende først er fuldt udviklede efter 4–8 års lagring, og Knolls Grüner Veltlinere holder altså sagtens i 20–30 år. Høster ekstremt sent, langt ind i november og har usædvanligt en hel del botrytiserede druer i de tørre vine. Regnes blandt Østrigs 3 bedste hvidvinsproducenter – topvinene kan måle sig med de allestørste franske vine.”

Fra syrefast riesling til garvesyreholdig Crozes-Hermitage

crozes-hermitage-yann-chave-2001-nordlig-rhone-rhonedalen
Chaves Crozes-Hermitage — én af mine favoritvine! Første årgang, jeg smagte, var 1999 – et fremragende år i det nordlige rhône, og vinen var derefter. Jeg tror, det var tilbage i 2000 eller 2001 – det var en syrerig rå børste – men nøj, hvor den duftede og smagte arketypisk af syrah.

Jeg bestilte stort ind, og lageret holdt indtil i år. Det var min vurdering ved sidste flaske, at der var masser af liv, frugt og syre tilbage – og det er flot for en vin i denne appellation (og til den pris). Dengang stod faderens navn (Bernard Chave) på etiketten, mens Yann har vist stået for selve vinficeringen siden 1996, hvor han forlod bankverdenen og Paris. Ingen familierelationer til Hermitageproducenten Jean-Louis Chave. Tidligere hus-crozes på Bocuses bistroer (Le Nord, Le Sud, l’Est, l’Ouest – hvor får han det dog fra – i Lyon?), men ikke på vinkortet, da jeg var forbi Le Nord i 2006.

Jeg har oplevet stor flaskevariation i årgang 2000 – og også en del syge flasker – prop eller oxiderede. Det gjaldt særligt for topcuvéen “Tête de Cuvée”. Den er nu omddøbt til “Le Rouvre” (fra og med 2004), som oplevedes som en crowd pleaser med en vis terroirkaraktér ved en smagning hos The Wine Company, som er den danske importør. Topcuvéen laves på 50 år gamle vinstokkei “Les Chassis”.

Personligt sporer jeg en vis tendens fra meget tunge, traditionelle vine mod mere frugtdrevne, internationale vine – og det er lidt en skam, synes jeg. I 2004- og 2005-årgangene er der kun hjemtaget “Le Rouvre”, forklaringen er, at standardcuvéen ligger for tæt på prismæssigt.

Specifikt om Crozes-Hermitage, Traditionelle, 2001

Det purpurrøde skær, vinen havde som ungt er væk – men farven er flot og signalerer ikke en 6 år gammel vin. Vinen fremstår lettere uklar i glasset, ikke på grund af en defekt, men på grund af manglende filtrering begrænset klaring, tror jeg. Duften er pikant – krydrede jordbærtoner primært. Minder ikke umidellebart om crozes, der er noget nærmest burgundisk feminint over vinens bouquet. Meget fin balance i smagsindtrykket og en flot mineralitet i det samlede udtryk. Ca. 50.000 flasker per år. Den rå, bidende gavesyre, som opfattedes decideret besk i vinens ungdom er væk og fint integreret – men der er stadig kant og terroir og fin, fin syrahkarakter tilbage. TOP!

Det burgundiske element i 2001-årgangen bekræftes af vinmageren: “Die 2004er hier sind in etwa in der Linie der 2001er, nach unserem Gefühl mit einer Portion mehr Eleganz und Harmonie („mein burgundischstes Jahr bis jetzt“, so Yann). Unwiderstehlich.”
Læs mere Smagt november 2007: primært Østrig og nordlig rhône

Riesling ‘Ried Pfaffenberg’ fra Weingut Knoll

Bragt oprindeligt d. 7. juni 2009

I dag var tradtionerne til debat. Hos Weingut Knoll i Unterloiben har de førstefødte sønner heddet Emmerich, så længe man kan huske. Det er altmodisch, traditionelt, konservativt, i stil med betydningen konserverende, men også lidt charmerende.

weingut-knoll-ried-pfaffenberg-2004Særligt fordi vinene fra Knoll kan noget helt særligt. Tre-fire gange er jeg gået i gang med en smagenote på en Knoll-vin for at måtte afbryde skribleriet. Vinene har en sær tendens, som nogle af de største og bedste vine, jeg har smagt, til at frastøde og tiltale på én og samme tid. Pfaffenberg strandede jeg på under kraftigt tordenvejr for et par år siden. Vejen op ad bjerget var ensrettet, og alt forløb i sin fineste orden. Det trak op til regn, torden og dét, der var værre, og vi søgte mod bjergets fod — og det var en sværere sag. Alle veje og stier endte blindt. Forsøg på at skyde genvej endte ved meget lodrette skrænter, der bød på frie fald på 20-40 meter. Respekt for de vinbønder, der sæson efter sæson har slæbt sten tilbage — op ad bjerget — til de små stenvægge, der holder på jorden. Vi kom sikkert ned og endte med et par store glas grüner veltliner & riesling. Som smagte fælt af sur cigar, for det røg krofatter. Fra det høje til det lave på få timer.
Læs mere Riesling ‘Ried Pfaffenberg’ fra Weingut Knoll

Gode kooperativer? Domäne Wachau, Riesling Smaragd, 2007

Vin fra kooperativer er dårlig vin?

 Grüner Veltliner Kellerberg 2007 fra Domäne Wachau
Førstereglen for vinjournalister lyder, at vin fra kooperativer er dårlig. Og det i bund og grund en meget fornuftig regel. Men undtagelser, der bekræfter reglen — et udtryk, som jeg må indrømme, jeg aldrig helt har forstået logikken bag, eksisterer naturligvis også.

La Chablisienne fremhæves ofte som et af Frankrigs bedste kooperativer, og vinene fra generisk Chablis til enkeltmarksvine holder alle et højt niveau og er ofte blandt områdets mest lagringsværdige vine. Philipson Wine har agenturet på dansk grund, og vinene sælges af og til i ældre årgang til rigtigt fine priser.
Læs mere Gode kooperativer? Domäne Wachau, Riesling Smaragd, 2007