Le Sommelier anno 2011

Da jeg var på Le Sommelier første gang, var jeg vidst stadig studerende. Jeg vægrede mig i hvert fald ved at bestille en flaske Saint-Joseph L’Amarybelle, der lå på ca. 425 kroner så vidt jeg husker.

Saint-Joseph fra Yves Cuilleron -- L'Amarybelle
Saint-Joseph fra Yves Cuilleron -- L'Amarybelle

 

I går var jeg forbi igen. Francis Cardenau var til stede i restauranten, men ikke i køkkenet. Jeg tror, han blev interviewet eller noget i den dur. Hvorom alting er, var det en sand fornøjelse at spise sig mæt på smag — i stedet for mængde.

Læs også: På Le Sommelier til  Bordeaux-smagning.

Francis Cardenau -- Le Sommelier -- som serverende køkkenchef ved tidligere besøg
Francis Cardenau -- fra bl.a. Le Sommelier -- som serverende køkkenchef ved tidligere besøg på restauranten i forbindelse med smagning af hvis og rød Bordeaux.

 

En køkkenchef, der erkender, at han af og til hælder en smule kalvefond i hummerbisquen er og bli’r lidt af en helt for mig. Vi fik perfekt tilberedt torsk — måske en smule undersaltet, men det er jo nemt at råde bod på, for hér er der salt- og peberbøsser ved hvert bor. Det er ikke den totalte umyndiggørelse som på visse michelinbestjernede restauranter. Jeg må ærligt indrømme, at jeg har glemt, hvad der fulgte med torsken, men i bunden lå den skønneste (og fondbaserede, tror jeg) trøffelsauce.

Hovedret i to tilberedninger
Hovedretten stod på hjort i to tilberedninger. Dels som pølse med fyld af blandt andet foie gras, dels som bryst. Resten af garnituren er også her glemt, jeg var i en lidt påvirket stemning og meget, meget, meget sulten. Men saucen. Igen fondbaseret og med kirsebær, som stod sig flot til særligt foiegras-smagen i pølsen, men også resten af rettens elementer.

I’ll be back. Og jo, så var Saint-Joseph L’Amarybelle for resten på vinkortet. 80,- for et lille glas og 100 eller 120, mener jeg for et stort. Moderne, saftig, men med klassiske syrah-elementer af tjære og skifter, som man kun finder dem i syrahdruens arnested, den nordlige rhônedal.

le sommelier var rammen omkring  bordeaux-smagning
Billede fra tidligere smagning arrangeret af Sopexa, hvor Le Sommeliers klassiske retten blev parret med forskellige hvide og røde Bordeaux-vine.

 

Foie gras, trøfler – og grisetæer. Middag på restaurant Lluçanès

For lidt tid siden skrev jeg om Noma. Anledningen var, at den danske restaurant var blevet kåret som verdens bedste. Senere fulgte en billedkavalkade, der byggede på cremen af cremen fra Flickr — billeder udgivet under åben Creative Commons-licens.En lang række af de bedste var taget af Anders Due. Jeg havde fået Anders’ flickrnavn halvt-galt i halsen, og Anders bød ind — som det sig hør og bør — med en lille korrektion, i venligste ånd. Når sociale medier fungerer bedst, så kan den slags gi’ anledning til nye bekendtskaber. Se fx her:

Gæsteindlæg af Anders Due — om restauranten Lluçanès
Min kæreste og jeg tilbragte en uge omkring nytår i Barcelona, og jeg havde besluttet at min fødselsdag 3. januar skulle fejres på en af byens Michelin-restauranter. Dem er der mange af – rigtig mange – og jeg brugte timevis med bl.a. denne liste ved hånden i forsøget på at finde det helt rigtige sted. Valget endte dog med at blive let – min fødselsdag faldt på en søndag hvor praktisk taget alle restauranterne havde lukket. En undtagelse var dog Restaurant Lluçanès der havde åbent til frokost. Sådan blev det!

Prats de Lluçanès uden for Barcelona
Lluçanès er ikke bare navnet på restauranten, men også på landsbyen Prats de Lluçanès et godt stykke uden for Barcelona. Her lå restauranten som en anden Søllerød Kro indtil for 16 år siden hvor man valgte at flytte til Barcelona. Den blev placeret på Barceloneta (halvøen sydøst for Barcelonas centrum) i direkte forbindelse med bydelens store fødevaremarked.

Nå, nok udenomssnak – det skal jo handle om maden. Vi ville have det hele med og valgte den store såkaldte minimalistmenu (snacks, 10 retter og tre desserter) og en tilhørende vinmenu. Allerførst fik vi dog et glas cava og lidt chips.

Cava og chips af kartofler, søde kartofler med safran og tang

Kort efter kom der brød og rigtig god olivenolie på bordet – klassisk og fint.

Brød med olivenolie

Råmarineret tun
Herefter fik vi en række ganske små tapas én ad gangen. Først en lidt asiatisk anretning: et lille stykke råmarineret tun med soya og birkes.

Marineret tun med soya og birkes

Læs mere Foie gras, trøfler – og grisetæer. Middag på restaurant Lluçanès

Tournedos Rossini a la forår — eller et gastronomisk fejlskud af karat

beretningen om tournedos rossini i forårsudgave blev oprindeligt bragt maj 2009

Der findes dem, der foretrækker at skrive om det, der var godt; det, der lykkedes; det, der kan anbefales. Så er der dem, der foretrækker at skrive om det, der var skidt; det, der mislykkedes; det, der med fordel kan undgås. Normalt plejer mine skriverier at falde inden for den første kategori — men i dag skal det være anderledes. I present to you, et gastronomisk fejlskud af karat: Forårsudgave af tournedos rossini.

Om tournedos rossini

Manden som tournedos rossini er opkaldt efter -- Giaochino Rossini
Gioachino Rossini (1792-1868) — Wikimedia-licens.

Tournedos rossini er en hovedret opkaldt efter den italienske komponist Gioachino Rossini (1792-1868). Rossini var en levemand, om hvem det siges, at der dagligt kom mindst 10 retter og 5-6 vine på bordet. Sådan!

Tournedos rossinis oprindelse skiller vandene. Mange tilskriver Auguste Escoffier (1846-1935), Køkkenchefernes Kejser, som den tyske Kejser Wilhelm d. 2. kaldte ham, æren for at skabe retten. Andre mener, at det var datidens kulinariske geni Antonin Careme, som var en af Rossinis rigtig gode bekendte, der skabte retten. En tredje kok, der ofte fremhæves, er Casimir Moisson, som var køkkenchef v. Maison Doree, hvor Rossini ofte spiste. Maison Dorée kendes også fra Proust-klassikeren À la recherche du temps perdu (På sporet af den tabte tid), hvor  Swann leder efter Odette i restauranten — uden dog at finde hende. Restaurantens vinhælder talte omkring 80,000 flasker af Frankrigs bedste vine, og arrangereredes særindgang og aflukker til royale gæster.

Maison Dorée -- måske blev tournedos rossini skabt her i denne bygning
Maison Dorée — Wikimedia-licens — her blev retten tournedos rossini måske skabt.

Ifølge visse kilder kan Escoffier ikke være skaberen af tournedos rossini, da han først kom til Paris omkring det tidspunkt, hvor Rossini døde. Så vidt jeg kan læse mig til, blev han dog headhuntet til Paris allerede i 1865 af Le Petit Moulin Rouges ejer, der havde spist hos Escoffier i Niece, først som commis de rôtisseur og senere som saucier.

Oksemørbrad, foie gras, trøfler, brioche & madeira-demi-glace
Hvor der er uenighed om de historiske detaljer — nogle mener, at retten blev skabt af Rossini selv, der på en utålmodig dag kombinerede forretten (foie gras) med hovedretten (oksemørbrad i madeirasauce) med en skive brød og lidt trøfler — er elementerne ikke til diskussion:

Oksemørbrad, velhængt & afpudset, af bedste kvalitet og skåret af midterstykket, a la chateaubriand, frisk foie gras stegt i smør, finthøvlet sort trøffel, brioche og en sauce på madeira og demi-glace.

Tournedos rossini -- kreeret af Mette Helbæk til Kokkekampen 2009 på TV3
Tournedos rossini — kreeret af Mette Helbæk i forbindelse med deltagelse i Kokkekampen på TV3, 2009.


Og hvad gik så galt?

Kompromisser på flere niveauer på grund af manglende råvareudbud bliver det korte svar. Hvorfor dælen så ikke lave noget andet. Tja. Nogle gange skal der eksperimenteres.
Læs mere Tournedos Rossini a la forår — eller et gastronomisk fejlskud af karat

Hjortemørbrad — skorzonerrødder med foie gras, marv, pastinak & rødvinssauce

Oprindeligt bragt vinteren 2008

Mørbradkød betragtes af mange som den fineste udskæring. Jeg har lagt mærke til, at mørbrad nærmest blevet synonym med svinemørbrad. Til nytårsmenuen sidste år hørte mørbrad af hjort og foie gras (det skal jo være lidt mere festligt og eksklusivt på årets sidste dag).

Normalt vælger man vin, efter man har bestemt sig for retten — men jeg vælger ofte at gå den anden vej. ‘Le Pavillon’, Hermitage, 1996 fra Chapoutier var på programmet, så retten blev designet for at matche dels vinens kraft, men også vinens modenhed og sekundære smagsnuancer (vildt bl.a.).

Hjortemørbraden er ekstremt fin i strukturen, og fedtniveauet er nærmest ikke eksisterende — tilberedningen skal derfor være meget forsigtig for at undgå at kødet bliver tørt, trevlet og/eller leveragtigt i såvel konsistens som smag.

Jeg valgte derfor at pakke mørbraderne ind i to slags fars, inden de blev tilberedt i ovnen. Det første lag var lavet af dels ukurant hjortekød, fileter af gråand, foie gras, lidt hvidvin, salt, peber, æg og lidt mel og rasp. Andet lag udgjordes af blandede svampe, skalotteløg, hvidvin, lidt kalvefond og bredbladet persille.

Efterfølgende blev hjortemørbraderne pakket ind i en mild parmaskinke med det formål at holde tingene sammen. Pancetta, et tyndt lag røget spæk eller et fedtnet vil være mindst lige så godt, hvis ikke bedre. Jeg tror, en del menneskers aversion mod vildt skyldes, at retterne tit overtilberedes, hvilket smagsmæssigt og strukturmæssigt selvfølgelig er knapt så heldigt. Vildt skal, i mine øjne, være rødt.

Min første indskydelse var kun at lade mørbraden blive svøbt i et lag fars og parmaskinke – og lade foie gras og gråand + ukurant kød blive til en art vildtfrikadelle, som skulle fungere som tilbehør. På grund af tidspres droppede jeg den idé. Tilbehøret blev derfor 1) en mos på kondenseret fløde, pastinak og kartoffel; 2) glaserede skorzonerrødder med marv; 3) friteret persille; 4) en kraftig rødvinssauce på Macon og løg og kalvefond. Jeg havde ikke en god vildtfond til rådighed; hvis jeg havde haft, ville jeg have brugt 2/3 af den og 1/3 kalv.

Opskrift på hjortemørbrad med to slags fars

Hjortemørbraden soigneres for sener og krydres med salt og peber (gerne Keralapeber). Der kan evt. også tilføjes enebær, frisk timian og lidt hvidløg. Trækker gerne et par timer i køleskab.

Fars 1 –  vildtfars med foie gras
Ingredienser (til to mørbradstykker af ca. 400 gram)

3 gråandefileter (evt. agerhøne eller fasan)
Ca. 100 gram ukurant hjortekød (afpuds fra hjortemørbraderne, dog ikke sener)
150 gram foie gras
1 æg
Lidt fløde
Lidt mel
Lidt rasp
Salt & peber
Lidt hvidvin (gerne indkogt/reduceret) – evt. en sød type.

Gråandefileterne og hjortekødet hakkes fint enten i hånden eller på maskine. Røres til en fars med resten af ingredienserne (foie gras, æg, fløde, mel, rasp, salt & pebert og hvidvin). Konsistensen skal være lind og let gummiagtig. Mange har en modvilje mod at smage på rå fars, det er en skam, for der skal tit mere salt og peber til, end man umiddelbart tror.

Fars 2 – svampefars

500 gram blandede svampe (fx portobello, Karl-Johan, kantareller, dødstrompeter, morkler)
2 små skalotteløg
2 håndfulde finthakket bredbladet persille
Lidt hvidvin (gerne indkogt/reduceret)
Salt & peber

Svampene børstes/skylles/soigneres og hakkes fint. Det samme gør skalotteløgene. Steges for svag varme 10-20 minutter (gerne i andefedt). Resten af ingredienserne tilføjes – persillen til sidst (skal koge med i max 5 minutter).

For og tilberedning af hjortemøbrad med to slags fars
Mørbraderne smøres med først det ene lag fars derefter det andet og rulles i parmaskine, pancetta, røget spæk. Kan evt. snørres i husholdningsfilm for at opnå en mere ensartet tykkelse og en fastere konsistens et par timer før tilberedingen (placér i køleskab).

Temperer 20-40 minutter til stuetemperatur inden stegning i ovn. Interval- eller langtidsstegning anbefales. Kernetemperatur ca. 53 grader. Grill evt. kortvarigt mod slutningen for at gøre det ydereste lag sprødt. Skæres i passende tykke skiver, når der skal anrettes. Evt. stegesky tilføjes til saucen.

Kartoffel-/pastinakmos med kondenseret fløde
Mosen bliver kraftig, fed og lettere sød (på grund af den kondenserede fløde), så mængderne på tallerkenerne skal ikke være voldsom, så bliver den for dominerende og kvalm. Til ca. 8 personer bruges:

4 store faste kartofler
2/3 af kartoffelmængden pastinak (gerne økologisk)
1,5 deciliter fløde, som reduceres til 0,25 deciliter.

Kartofler og pastinakker skrælles og skæres i passende stykker. Koges i letsaltet vand, samtidig med at fløden koges ind. Stop før den bliver til smør og skiller! Økologisk fløde er bedst. Jeg brugte Øllingegårds, og den kan anbefales. Krydres med salt og peber (fx Penja). Rør evt. med en halv æggeblomme til slut. Holdes varm indtil anretning. Kan evt. laves dagen før, vent da med at røre æggeblommen i mosen til lige før serveringen.

Glaserede skorzonerrødder med marv
Marven fjernes fra et oksekraftben – evt. med en æblehusfjerner eller en lang dessertske. Alternativt kan benet også flækkes, men det andet er langt nemmere. Skorzonerrødderne skoldes og skrælles efterfølgende. Puttet i vandbad elleroverhældes med lidt citronsaft for at undgå misfarvning. Steges i smør, kalvefond, muscovadosukker og peber til de er let brune. Jeg synes, der skal være markant bid i dem. Holdes lune indtil anretning.

Bredbladet persille
Bredbladet persilleblade soigneres og friteres i en anelse smør. Krydr let med salt og peber, og evt. en lille-bitte smute citron eller hvidvinseddike. Men smagen må endelig ikke dominere, bare sætte smagsnuancerne fra persillen i relief.

Sauce
En halv flaske rødvin — gerne en kraftig type — koges ind sammen med et løg eller tre skalotteløg til en sirupsagtig konsistens, sis. Kalvefond tilføjes og der reduceres yderligere. Smag til med mørk sukker, sirup, salt, peber og evt. lidt fintknuste enebær. Læs evt mere her om, hvordan man tilbereder en rødvinssauce fra bunden.
Læs mere Hjortemørbrad — skorzonerrødder med foie gras, marv, pastinak & rødvinssauce

Mad til nytår: Jomfruhummer, falsk foie gras og “sure løg”

Jeg nåede ikke at få taget nogen billeder af nytårets forret, der i år bød på jomfruhummer fra Læsø. Let travlhed, masser af børn om benene, og en dronning, der lige pludselig insisterede på at blive hørt. I hvert fald ikke nogen billeder af den færdige servering med jomfruhummer, falsk foie gras, spæde salater og saltbagte “sure løg”. Men et par billeder fra forberedelserne blev det dog til.

Jomfruhummer fra Læsø i bradepande med citrontimian, citron og hvidvin.

Fra klassisk hummerbisque til jomfruhummer, falsk foie gras og “sure løg”
Idéen med retten var at tage udgangspunkt i en klassisk nytårsspise, hummeren — som altså blev til en omgang jomfruhummere fra Læsø — og give den et tvist. Dels fordi retten skulle forberedes delvist i god tid hjemmefra inden en rask lille køretur fulgte; dels fordi jeg trængte til at prøve kræfter med noget andet end den hummerbisque eller jomfruhummerbisque, som jeg har lavet de sidste tre-fire år med varierende tilbehør — fra grillede kammuslinger til havtaskefilet.

Læs også: Champagne til nytår.

Tilberedning af jomfruhummere
De fleste opskrifter foreskriver, at jomfruhummerne skal flækkes på langs. Det undlod jeg. Dels fordi jeg ikke havde den store tid i køkkenet, dels fordi jeg sigtede mod, at forretten gerne måtte være lidt rustik i sit udtryk — samt tage noget tid at spise. Jomfruhummerne blev optøet over to dage i køleskab og efterfølgende lagt i en bradepande. Dryppet med citronsaft — og krydret med salt og peber. Lidt hvidvin i bunden og citrontimian på toppen sammen med et par gode skiver økologisk smør.

Tilberedningstiden afhænger af mængden af jomfruhummer og ovnen — vores fik lige i overkanten ved omkring 20 minutter ved ca. 160-180 grader. Planen var at de skulle have fuldt drøn — ca. 250 grader — i kortere tid, men den medbragte bradepande var desværre et par centimenter for bred til at gå i værtsovnen. Æv. Under tumulten med at få tumlet jomfruhummerne over på en ny passende bradepande mistede ovnen en del temperatur, som jeg desværre først opdagede lidt for sent. Man plejer at sige, at de er klar, når de slipper skallerne.

Falsk foie gras
Jeg havde tidligere forsøgt mig med en slags kantarelcreme, som endte med at opnå konsistens som en blanding af smør og mousse, og som i mundhulen nærmest fremstod med en foie gras-agtig konsistens, dybde og sødme. Så det blev det ene element.  Udover tørrede, opblødte kantareller brugte jeg også en god mængde portobello.

Portobellosvampe skyllet og udskåret klar til tilberedning -- tilbehør til jomfruhummerne

Kantareller opblødes og steges ved svag varme i økologisk smør sammen med portobellosvampe til så meget væske er væk som muligt. Deglaceres i en god mængde tør hvidvin, gerne én der har samme profil som den vin, der skal drikkes til den færdige ret. Jeg brugte en sprød, krydret grüner veltliner (fra Lenz Moser). Svampesubstansen koges helt ind og ned og der tilføres evt. lidt kalvefond for at øge smagskomplesksiten, hvorefter der efterfølgende blendes med fløde, der er reduceret med et sted mellem 60 og 80%. Jeg brugte økologisk piskefløde fra Thise Mejeri.
Læs mere Mad til nytår: Jomfruhummer, falsk foie gras og “sure løg”

Nytår 2009 — jomfruhummer med falsk foie gras

Jeg har modtaget et par e-mails med samme tema: Idéer til forretter til årets sidste aften i morgen. Jeg har tidligere dekonstrueret den klassiske danske nytårstorsk — men det egner sig nok bedre til hovedret. Jeg plejer at lave en kraftigt reduceret hummerbisque. Sidste år med grillede hummerhaler og havtaskefilet. Forrige år med grillet kammusling. Begge dele kan i den grad anbefales.

Læs også: Nytårsmenu 2010.

Terrine af hummer og foie gras på leje af små sprøde bitre urter og salater lavede jeg for et par år siden for variationens skyld. Hvid Condrieu fra Bonnefond i glasset! Viognier og sarte skalddyr kan noget sammen. Andre sværger til roséchampagne til hummerbisquen. Det har jeg endnu til gode at prøve, men det lyder festligt og rigtigt. Smørfedt gewürztraimer fra Alsace kan også fungere rigtigt fint.

I år kommer den til at stå på jomfruhummer — grillede med økologisk smør fra Thise, citrontimian, citronsaft og måske lidt citronskal. Dertil små sprøde og bitre salater vendt i en simpel dressing på den bedste olivenolie, jeg kan opdrive, salt, hvid penjapeber og måske en lille smule sukker. Slutteligt står den på et eksperiment med en art falsk foie gras — kantareller kogt i hvidvin sammen med skalotteløg blendet sammen med reduceret økologiske piskefløde, på køl til der opnås en nærmet foie gras-agtig konsistens, hvor efter jeg har planer om at forme massen til kugler, som skal rulles i sprøde flaker af letbrændt hasselnød.

Læs mere Nytår 2009 — jomfruhummer med falsk foie gras

Falsled Kro — en uafhængig anmeldelse

Opdateret: Gensyn med Falsled Kro, 2011.

Falsled Kro - 2011

Introduktion til Falsled Kro

Billede af Falsled Kros facade
Falsled Kro, en gammel, kongelig priviligeret kro, blev købt af Grønlykkefamilien i 1970. I en tid, der var præget af klassekamp og marxistiske verdensbilleder, blev satsningen på det klassiske franske køkken i den grad en torn i øjet på mange danskere. At det skulle være nødvendigt at hente franske kokke til Danmark var uhørt, tendentiøst og prætentiøst. Forsiderne blev ryddet – men det handlede mest om priserne på retterne og i meget liden grad om den mad, der blev serveret.

Michel Michaud ansættes på Falsled Kro
Den første køkkenchef på Falsled Kro i Millinge på Sydfyn blev Michel Michaud, der årene igennem har repræsenteret et kompromisløst kulinarisk engagement. Michauds indsats blev belønnet med den prestigefyldte Kokkenes Kok-pris i 2005. Da beslutningen om at åbne Kong Hans bag Magasin blev taget, rykkede Michaud fra Falsled Kro til København – og en anden legendarisk skikkelse tog over, Jean Louis Liffroy, som d. 1. januar 2009 efter knap 40 år på posten som køkkenchef, hoteldirektør og medejer gik på pension.
Læs mere Falsled Kro — en uafhængig anmeldelse