Koldrøget laks og Hummer Tiger Lee

Efter Marennes Oléron-østers og rossini caviar fulgte en minimalistisk servering af koldrøget laks fra egen røgeovn — blot akkompagneret af en let vinaigrette. En slags nordisk sashimi næsten, for laksen var så nænsomt røget, at man, eller i hvert fald jeg, der har hang til Gauloises af den blå type om aftenen, ikke fornemmede røgsmagen.

roeget-laks-falsled-kro

Den slags minimalisme stiller krav til råvarerne, og laksen holdt. Ovenpå de mere elaborerede retter — og dem, der skulle følge, var det et dejligt, fokuseret indslag.

rogeovn-falsled-kro-2011
Laksen, der var vanvittigt flot trimmet, blev serveret ved bordet af Hallundbæk selv, og der blev fortalt lidt om Falsled Kros tradition for koldrøgning, som Daniel Letz stod for introduktion af. Der var ikke ild i røgeovnens pejseagtige vindue op mod restauranten denne aften, og det skyldtes, at man var ved at røge en ny portion laks, og temperaturen skulle holdes nede ved omkring 24 grader.

Entry-level pinot gris i glasset til den koldrøgede laks
I glasset pinot gris fra Alsace, Grand Cru Frankstein fra endnu et Løgismosehus, nemlig Gisselbrecht. Pinot gris spiller godt sammen med dels røgvarer, dels fedmefulde råvarer. Og matchet spændte heldigt og traditionelt af. Man kan diskutere om vinen er lige lovligt entry-level (med sin salgspris på 135,-) til at indgå i en jubliæumsvinmenu som her. Det synes jeg måske nok. Der måtte godt være lidt mere schwung over feltet.

Continue reading Koldrøget laks og Hummer Tiger Lee

Falsled Kro — august 2011

For et par måneder siden modtog jeg en mail fra Per Hallundbæk, køkkenchef ved Falsled Kro. Han bad mig ringe, der var noget, han gerne ville drøfte.

Det handlede om min uafhængige anmeldelse af Falsled Kro fra 2009. Per sagde, at den havde kostet dem mange penge, for af en eller anden grund vurderede Google, at den skulle lægge højt i søgeresultaterne. Min oplevelse af Falsled Kro var ikke lutter positiv. Der var en række smuttere, som ikke bør forekomme på det niveau. Man glemte vores morgenmad. Hjorteserveringen var overstegt, og sommelieren glemte to ud af de tre glas, der skulle have ledsaget ostene.

falsled-kro

Per var enig i mine kritikpunkter, men meldte, at der nu var rettet op på sagerne. Falsled Kro havde, da jeg var på besøg, netop skiftet hænder, og den slags kan sætte sine spor i logistikken og flowet. Selv et sted på dette niveau. Hvis jeg havde tid og lyst, ville man gerne byde på et ophold med mulighed for at smage efter selv. Den slags er det jo vanskeligt at takke nej til.  Så på fredag drager jeg af sted mod det sydfynske, Danmarks køkkenhave. Menuen er mundvandsdryppende appetitlig:
Continue reading Falsled Kro — august 2011

Restaurant AOC —

Anders Due, som jeg stiftede bekendtskab med i forbindelse med lidt skriverier om noma, og som efterfølgende bød på en fornem gastronomisk introduktion til den spanske restaurant Lluçanès har fornyligt spist på Christian Aarø Mortensens restaurant AOC. Jungletrommerne vil det i disse dage, at AOC’s køkken er lige så skarpt som Nomas, så det var med en vis spænding, at jeg åbnede min inbox i morges, for jeg havde på fornemmelsen, at den ville indeholde en god sjat billeder taget under middagen.

Christian Aarø Mortensen har tidligere givet mig én af mit livs bedste spise- (og drikke)oplevelser, dengang restauranten hed Prémisse. Med en uhørt fin fornemmelse for, hvad jeg godt kunne li’, pejlede vi os sammen ind på fantastiske vine (Riesling fra Hirtzberger, Cornas fra Alain Voge og — efter at have været en tur skatkammeret — en sød Beerenauslese ligeledes fra Wachau-ikonet Hirtzberger, som vi blev tilbudt til samme pris som de først valgte vin — fra Kracher. Et fornemt bytte! Nå, jeg fortaber mig i minder. Ordene og billederne er fra nu Anders Dues!

Gastronomisk erindring i billeder og ord fra restaurant AOC — af Anders Due
Restaurant AOC er helt fantastisk! Det skulle det selvfølgelig også gerne være med 1 Michelin-stjerne og topkarakterer i avisanmeldelserne, så mine forventninger var sat i vejret — men da jeg spiste der sidste weekend, blev jeg på ingen måde skuffet. Betjeningen (som indehaveren Christian Aarø en stor del af tiden selv stod for) var fremragende, lokalerne behagelige, stemningen god — men vigtigst af alt var retterne vildt lækre og meget smukke.

Vi fik:

Marengs af ribssaft med tørrede tranebær

Marens af ribssaft med tørrede tranebær -- Restaurant AOC
Birkerøget skinke med hyldebærmarmelade


Blåmuslinger med frossen peberrodsskum, grønne jordbær, glaskål og dild


Brændte hvide asparges med æggeblomme og grønne enebær


Jomfruhummer, radiser, nye kartofler og ramsløg

Okseslag med rødbede, persille og røget marv

Røget gnalling med stoutsirup


Umodne rabarber, frossen creme og hvedegræs


Gulerodsis med frossen lakrids

Inden vi tog derhen, havde jeg egentlig troet at køkkenet var bredere, dvs. ikke decideret nordisk, men mere internationalt. Det viste sig faktisk at være ganske snævert og i store træk pæredansk. Der var umiddelbart ingen af råvarerne der slog mig som andet end danske — og også selve smagsnuancerne virkede som supergourmetudgaver af fisk, kød, grøntsager, ost og sødt som man egentlig kender fra et klassisk dansk køkken.

De klassiske smagsbilleder var så kombineret med nogle af og til komplicerede tilberedningsteknikker; (køkkenchefen Ronny Emborg har også tidligere arbejdet på bl.a. El Bulli og Geranium). Et eksempel var hovedretten: okseslag med rødbede, persille og røget marv. Her fik man den røgede marv i form af snehvide frosne flager; den blev båret ind på en ispose og strøet over retten på tallerkenen, inden den blev overhældt med en kraftig varm sauce – og på den måde blev en del af retten. Om det havde smagt anderledes, hvis marven bare var blandet i saucen, skal jeg dog ikke kunne sige…

Nok var det avanceret – men i mine øjne ikke så udfordrende en oplevelse som Noma (som det jo er svært ikke at sammenligne restaurant AOC med). Og dette mener jeg ikke negativt. At smage skud af dunhammer er sjovt, lækkert og absolut berettiget – men AOC’s linje med lidt mere klassisk råvarevalg (men kun lidt – det er de færreste steder der serverer en sorbet lavet på juice af hvedegræs!) lægger på den anden side op til en 100 % ren og tilbagelænet nydelse.

Det var i hvert fald lige i øjet for mit vedkommende — stor anbefaling herfra!

Restaurant AOC
Dronningens Tværgade 2 — Motlkes Palæ
1302 København K

Tournedos Rossini a la forår — eller et gastronomisk fejlskud af karat

beretningen om tournedos rossini i forårsudgave blev oprindeligt bragt maj 2009

Der findes dem, der foretrækker at skrive om det, der var godt; det, der lykkedes; det, der kan anbefales. Så er der dem, der foretrækker at skrive om det, der var skidt; det, der mislykkedes; det, der med fordel kan undgås. Normalt plejer mine skriverier at falde inden for den første kategori — men i dag skal det være anderledes. I present to you, et gastronomisk fejlskud af karat: Forårsudgave af tournedos rossini.

Om tournedos rossini

Manden som tournedos rossini er opkaldt efter -- Giaochino Rossini
Gioachino Rossini (1792-1868) — Wikimedia-licens.

Tournedos rossini er en hovedret opkaldt efter den italienske komponist Gioachino Rossini (1792-1868). Rossini var en levemand, om hvem det siges, at der dagligt kom mindst 10 retter og 5-6 vine på bordet. Sådan!

Tournedos rossinis oprindelse skiller vandene. Mange tilskriver Auguste Escoffier (1846-1935), Køkkenchefernes Kejser, som den tyske Kejser Wilhelm d. 2. kaldte ham, æren for at skabe retten. Andre mener, at det var datidens kulinariske geni Antonin Careme, som var en af Rossinis rigtig gode bekendte, der skabte retten. En tredje kok, der ofte fremhæves, er Casimir Moisson, som var køkkenchef v. Maison Doree, hvor Rossini ofte spiste. Maison Dorée kendes også fra Proust-klassikeren À la recherche du temps perdu (På sporet af den tabte tid), hvor  Swann leder efter Odette i restauranten — uden dog at finde hende. Restaurantens vinhælder talte omkring 80,000 flasker af Frankrigs bedste vine, og arrangereredes særindgang og aflukker til royale gæster.

Maison Dorée -- måske blev tournedos rossini skabt her i denne bygning
Maison Dorée — Wikimedia-licens — her blev retten tournedos rossini måske skabt.

Ifølge visse kilder kan Escoffier ikke være skaberen af tournedos rossini, da han først kom til Paris omkring det tidspunkt, hvor Rossini døde. Så vidt jeg kan læse mig til, blev han dog headhuntet til Paris allerede i 1865 af Le Petit Moulin Rouges ejer, der havde spist hos Escoffier i Niece, først som commis de rôtisseur og senere som saucier.

Oksemørbrad, foie gras, trøfler, brioche & madeira-demi-glace
Hvor der er uenighed om de historiske detaljer — nogle mener, at retten blev skabt af Rossini selv, der på en utålmodig dag kombinerede forretten (foie gras) med hovedretten (oksemørbrad i madeirasauce) med en skive brød og lidt trøfler — er elementerne ikke til diskussion:

Oksemørbrad, velhængt & afpudset, af bedste kvalitet og skåret af midterstykket, a la chateaubriand, frisk foie gras stegt i smør, finthøvlet sort trøffel, brioche og en sauce på madeira og demi-glace.

Tournedos rossini -- kreeret af Mette Helbæk til Kokkekampen 2009 på TV3
Tournedos rossini — kreeret af Mette Helbæk i forbindelse med deltagelse i Kokkekampen på TV3, 2009.


Og hvad gik så galt?

Kompromisser på flere niveauer på grund af manglende råvareudbud bliver det korte svar. Hvorfor dælen så ikke lave noget andet. Tja. Nogle gange skal der eksperimenteres.
Continue reading Tournedos Rossini a la forår — eller et gastronomisk fejlskud af karat

Berntsens Ballade

Champagne og appetizers på Berntsens Ballade
I fredags var jeg forbi Berntsens Ballade for første gang. Der blev lagt for med et glas bobler, som blev opgraderet til et skønt glas blanc de blancs fra Taittinger, Comtes de Champagne, 1998. Inden middagen havde vi nydt et glas Rheingau-riesling fra 1997 (Hocheimer Königin Victoriaberg fra Weingut Hupfeld, smagenote/yderligere præsentation vil følge). Begge vine var sindssygt virile — så godt som ingen alderstegn. En del rødvine med 11-12 år på bagen ville ikke have udviklet sig lige så smukt.

hochheimer-victoriaberg-weingut-hupfeldt-1997 drukke tinden besøg på Berntsens Ballade

Champagnen blev akkompagneret af sprødt — dels en fortolkning af grissini m. parmesan, som slog mig som en anelse for salt, pestoen, der var med som dyppelse var fint balanceret — og kørt på bredbladet persille, tror jeg. Derudover blev der serveret to slags sprøde sager — en sprød flage krydret med spidskommen, som gik fantastisk til champagnen og en lidt mere fyldig sag — rygeostcreme at dyppe i. Derefter hoppede vi over til en hurtig bistrotbøf m. béarnaise, men jeg let sukkende kiggede op mod gourmetafdelingen!

Klassisk bistro og grænsesøgende gourmet
Kok på Berntsens Ballade, Jonathan Berntsen
Berntsens Ballade fungerer dels som bistrokøkken — med en række klassiske retter (bøf bearnaise, østers, dagens foie gras, moules marinières, osv.) & dels som gourmetrestaurant, der byder på mere grænsesøgende gastronomi. Der står to Berntser bag restauranten med det allitterative navn, og de er tvillinger. Kokken, Jonathan Berntsen, udlært under bl.a. Rasmus Grønbech og Jakob Mielcke, som begge kendes for eksperimentel kogekunst. Min mor brød sig ikke om den varme olivenolie, chokoladen og, så vidt jeg husker, rosmarinen i en dessert hos Hurtigkarl (hvor Mielcke var co-chef) i Ålsgårde. Politikens anmelder Helle Brønnum Carlsen har pudsigt nok betitlet sin nylige anmeldelse af Berntsens Ballade — “Varm olivenolie skal ikke på desserten!”. Jeg har ikke smagt den omtalte dessert, så jeg skal ikke kunne udtale mig yderligere om kombinationen.

Det er forfriskende at se nye tiltag som Berntsens-restauranten (men også Fiskebaren i Kødbyen, PatéPaté & Restaurant Jacobsen på Strandvejen) vokse frem trods finanskrisen. København har i de forgange år været præget af et særdeles højt gastronomisk niveau & en sitrende intensitet i køkkenerne — investorpenge har muliggjort en række af succeserne. På sin vis kan der argumenteres for, at det er nu, at det virkelig slag står — slaget om at tænke kreativt: økonomisk, håndværksmæssigt såvel som i forhold til gæstepleje.

Alexander Berntsen, sommelier på Berntsens Ballade
Glassene er fra Riedel, og den slags deltaljer kan vi jo godt li’, jf. fx diskussionen af Tire Bouchons Mikasa-glas, som jeg ville værge mig for at drikke stor Hermitage til eksempel. Jeg kan huske, at Christian Aarø Mortensen fra ex-Prémisse fortalte mig, at han virkelig ønskede, at han kunne have serveret Cornas fra Alain Voge i Riedels Hermitage-glas (mere her om nordlig rhône, syrah og den gamle, halvsure ex-rugbyspiller og Cornasproducent Alian Voge); men de var simpelthen for dyre. Den 3. oktober bli’r der mulighed for at prøve gourmetkøkkenet af til et særarrangement, der danner femte afsnit af The Dinner Party-arrangementsrækken.

Hvad er The Dinner Party på Berntsens Ballade?
Den 3. oktober løber The Dinner Party 5 af stablen på Berntsens Ballade. Kristian Brask Thomsen, som bl.a. har budt på et par gæsteindlæg her på bloggen med gastronomiske erindringer, er manden bag konceptet, og han har lige sendt mig menu og vine. Det lyder godt.

Der er nordlig rhône på programmet igen denne gang — Domaine Combier i magnum i den solvarme 2005-årgang. Jeg har drukket Combiers Crozes-Hermitage i Lyon til klassisk bøf af charolaiskvæg — og ung crozes og rødt kød kan næsten ikke gå galt, og den skal skam nok også klare grissebassen.

Continue reading Berntsens Ballade

Bornholmerhane med kantareller og pommes sarladaises

om kantareller og fjerkræ — bragt første gang efteråret 2008

Friske kantareller
Kantarellerne ligger i deres bakker og lokker. Jeg har en forkærlighed for svampe sammen med fjerkræ (værende det sig unghane, frilandskylling, and, gråand, vagtler, poussiner, eller andet godt). Jeg har tidligere lavet unghane med trøfler, jordskokker og lys sauce a la Bocuse, frilandskylling med kantareller; og andebryst med sprøde kantareller. Fjerkræ såvel som tilbehør kan varieres i det uendelige. Dansk fjerkræ har i mange år været lidt anonymt i udtrykket, men der begynder at komme mere og mere kvalitetskød på markedet.

Fra spinkle danske lår til fede franske
I Frankrig studsede jeg for mange år siden over bressekyllingens meget tykke lår. Har man prøvet at partere en fransk frilandskylling, så ved man, at de har bevæget sig langt mere — der skal ganske enkelt mere kraft til at skære leddene over. Den kraftigere struktur byder naturligis på mere smag. Det er meget tydeligt, når man koger fond på skrogene. I denne opskrift kombineres braiserede hanelår med smørstegte kantareller og det klassiske bistrotilbehør — pommes sarladaises. Tynde skiver af kartofler stegt i andefedt, vendt med persille & hvidløg. Kartoffeltilbehøret og de smørstegte kantareller er i sig selv velsmurte af henholdsvis andefedt & smør, så sauce behøves ikke. Men en sjat fjerkræfond kan reduceres og efterfølgende koges op med hvidvin og evt. lidt hvidvinseddike til en kraftig fjerkræsky, hvis sauce ønskes.

Continue reading Bornholmerhane med kantareller og pommes sarladaises