Côte-Rôtie, La Mouline, Guigal & Krondyrfilet i kantarel, spæk og gran

cote-rotie-guigal-la-mouline-2002
At finde mad til Guigals Côte-Rôtie ‘La Mouline’ i årgang 2002
De fleste vælger vin ud fra maden, men af og til betaler det sig at gøre det omvendt. Altså designe maden ud fra vinen. Nytårsaften må de godt være lidt ekstravagant, så valget landede på Guigals Côte-Rôtie, ‘La Mouline’ (89% syrah & 11% viognier) i årgang 2002, som bekendt er en af de dårligste årgange i mands minde. Men som det siges, formår gode producenter at skabe gode vine selv under de vanskeligste vilkår. ‘La Mouline’ beskrives ofte som den mest feminine og florale af Guigals tre topvine (de andre er ‘La Turque’ og ‘La  Landonne’).

Læs mere Côte-Rôtie, La Mouline, Guigal & Krondyrfilet i kantarel, spæk og gran

La Turque, 2001, Côte-Rôtie — solens vin og jordens vin

Det var en østrigsk vinproducent, der introducerede mig for analogien. Jeg tror ikke helt, jeg fangede pointen sensorisk, men jeg fangede metaforikken og et princip, der lugtede lidt af Derridas différance-tænkning. En fejlstavning, der ikke kan høres, kun ses på skrift. Og som skaber et produktivt fortolkningsrum.

Et kategorigreb. En forståelse. Af vin. Af vin produktion. Filosofi uden metafysik. Torsdagens Pingus 2003 var om noget en jordens vin for mig. Mørk, dyb, robust, længelevet. Dunkel, ekstraktrig, toner af cedertræ, blyantsspids, kaffe. Kombineret med en nedtonet profil for primærfrugt og frugtsyre. Kontrasten? Solens vin?

cote-rotie-guigal-la-turque-2001

Côte-Rôtie, La Turque, 2001 fra Guigal. Én af de tre LaLaLa’er, der — a la Pingus — roses højst af Robert Parker. En kildrende frugtsyre fornemmes på spidsen af tungen. Et helt andet balanceret udtryk mellem tanning og frugtsyre. Helt andre ekstraktionsniveauer. En langt mere feminin, subtil vin, i min optik. Men stadig med jordforbindelse. Dyb, dyb, dyb mørk frugt. Sten, granit, mineralitet par excellence. Underspillet, i kernen, i rygraden.

cote-rotie-la-turque-2001-guigal

 

Guigal, Côte-Rôtie, ‘Brune et Blonde’, 2001, halvflaske

Smagt august 2008

Guigal er verdenskendt for sine legendariske LaLaLa-vine. Og der er ikke meget lalala over dem, men er opkaldt efter artiklen, der indgår i dem alle – La Mouline, La Turque & La Landonne.

Det er præcise & smukke vine, der betager internationalt — vinanmeldere såvel som forbrugere. Guigals portefølje dækker dog hele spektret – fra kultvinene og nedad. Hans normale côtes-du-rhône er år efter år god valuta for pengene – og en god introduktion til rhônevine generelt. Hans billigste Côte-Rôtie skal det handle om her.

Læs mere Guigal, Côte-Rôtie, ‘Brune et Blonde’, 2001, halvflaske

Hvid Saint-Joseph, Lieu-Dit 2001, fra Guigal

Om hvid Saint-Joseph fra den nordlige rhônedal, specifikt  Saint-Joseph Lieu-Dit, 2001 fra Guigal
smagt september 2008

saint_joseph_2001_guigal_lieu_dit_blanc
Vinene fra den nordlige del af Rhônedalen står mit hjerte nær. At smage alt fra simple vin de pay-vine (på syrah) til komplekse Saint-Joseph-vine og hele Cave de Tains-portefølje (inkl. den dybe, specialcuvée Gambert de Loche) var en vækkelse, da jeg var på besøg for første gang for godt og vel 10 år siden. Der hang en tung chokoladeduft over Tain fra chokoladefabrikken Valrhona. Claus Meyer gav eksempler på sine grisehyl og badede nøgen i poolen.

Fra syrah til marsanne & rousanne
Syrah-vinene er komplekse, syrerige og med animalske toner. Men der produceres også hvide vine — og dem har jeg et noget anstrengt forhold til. Prismæssigt ligger de side om side med de røde vine, om det er en kartelagtig aftale, der bestemmer priserne, eller det forhold, at mængden er stærkt begrænset — i de fleste appelationer fremstilles 90% røde vine — skal jeg ikke kune sige. Hvor de røde vine fra den nordlige rhônedal er syrige og kradse er de hvide nærmest det modsatte. Druerne, der dyrkes — rousanne & marsanne — giver vine med meget lav frugtsyre. Mange opfatter dem som nærmest dumpe, fade & spøjse, hvad angår syre. Til gengæld har de en floralitet og en herbal karakter som er unik. I og med at syrenivauerne er lave opfattes vinene ofte som fedmefulde og opulente — med en streng, skarp mineralsk kerne. I de rigtigt gode vine optræder også en kernekomponent af eksotisk frugt, der ligesom udgør en understrøm i vinen.

Vinmarkere i Côte-Rôtie-appellationen
Vinmarkere i Côte-Rôtie-appellationen. Creative Commons: Vinter Kvins.

Om Guigal og vinene fra den nordlige rhônedal
Guigal-domænet blev stiftet i 1946 af Etienne Guigal i Ampuis, epicentret for Côte-Rôtie-appellationen.  Guigals bedste marker i Côte-Rôtie er over 2400 år gamle — og det er forståeligt, at vinene koster lidt og meget mere end konsumvine. Vinstokkene står på stejle skråninger på terrasseanlæg som kan dateres til romerks tid. Paulus, som kendes fra det ny testamente, siges at have begået selvmord ved at springe ud fra tårnet på den gamle fæstning Chateau de Fontager lidt syd Ampuis. Marcel Guigal overtog efter Etienne Guigal i 1961, da faderen blev ramt af blindhed i forbindelse med et kradsbørstigt sygdomsforløb. Yngste Guigal,  Philippe Guigal, som er uddannet ønolog, arbejder i dag vedholdende for at holde familiefanen højt. Guigal producerer år efter år nogle af verdens fineste syrahbasrede vine — La Landonne, La Turque & La Mouline — fra nogle af de bedst beliggende parceller på ældgamle vinmarker i Côte-Rôtie. I 2000 opkøbte Guigal-familien dels Domaine Vallouits besiddelser i Saint-Joseph, Hermitage, Crozes-Hermitage & Cornas — dels den estimerede Saint-Joseph-producent Jean-Louis Grippats marker i Saint-Joseph.

Læs mere Hvid Saint-Joseph, Lieu-Dit 2001, fra Guigal