Schackenborg Slotskro — gastronomisk erindring

Introduktion til Schackenborg Slotskro
Fra prinsedåb til klassiske, præcise retter og sublim betjening


Jeg havde satset på at nå at få færdiggjort min gastronomiske erindring fra Schackenborg Slotskro indenfor en måned. To dage over tid følger den så. I Møgeltønder kirke fik prins Joachim og prinsesse Maries søn sin dåb — to dage efter jeg var forbi — d. 26. juli 2009. Jeg skrev en kort anbefaling af slotskroen dagen efter, fordi jeg sjældent er blevet så positivt overrasket over en restaurant.

Schackenborg Slotskro — Executive Summary


Betjeningen var sublim — afslappet, præcis & imødekommende på én og samme tid, maden klassisk og præget af lokalt terroir, dyb i smagsnuancerne og menuen ekstremt flot sammensat. Vinmenuen var rimeligt prissat og udbudet på helflasker var ikke verdens største, men fornemt skruet sammen med lidt kræs for kendere af diverse områder.


Jeg snublede hurtigt over Knolls “Ried Loibenberg” Riesling Smaragd med 7 år på bagen. En god alder for en riesling fra Wachau. Tout se tient sagde poststrukturalisterne — alt hænger sammen — og pudsigt nok skrev jeg lidt om Weingut Knolls aristokratisk tilbageholdende  stil i forbindelse med afstemingen om ændringen af tronfølgeloven.
Læs mere Schackenborg Slotskro — gastronomisk erindring

Anbefaling: Schackenborg Slotskro

I går aftes spiste jeg på Schackenborg Slotskro i Møgeltønder. Ikke så meget fordi der snarligt er en vis lilleprins, der skal døbes, næh — bare sådan fordi! Sommerhusindpakket som jeg er pt. har jeg ikke tid til at bringe en fuld erindring, men vil opsummere ganske kort: Meget, meget anbefalelsesværdigt. Vi prøvede kræfter med Slotskroens femretters degustationsmenu, og alt spillede. Betjeningen var smidig, venlig, prof og humoristisk. Klasse! Maden var sublim. Ikke så mange dikkedarer, men solide grundsmage, der i den grad trængte igennem kombineret med fint udvalgte råvarer, der repræsenterede klassiske toner såvel som regionalt præg. Fuld bekskrivelse af slotskroens menu og vine vil følge.

Vinkortet er ikke det største, men til gengæld indeholder det en række perler. Jeg havde før ankomsten set mig lun på en flaske af Weingut Knolls Riesling Smaragd Ried “Loibenberg” i årgang 2002. Det er sjældent, man ser den slags vine i ældre årgange. Vi kombinerede med en vinmenu i halve glas, så vi fik lidt spredning og mulighed for at smage retter og sommeliernes bud op mod en gammel kending. Et godt koncept! Retterne spændte over en klassisk fransk fiskebouillon legeret med fløde og æggeblomme — rimmet torsk i midten. Dyb, dyb velsmag. Kammusling med brunet smør, blomkålspuré, varme agurker og soya. Kalv og jomfruhummer a la surf & turf-nouveau. Sådan! Bette Christian ost med druekompot og akvavitgranité. Prædessert med en læskede vaniljeiscreme smagssat med ananassaft, en lille lagkagebund-agtig kage med friske frugter og så endelig franske jordbær med den kraftigste chokoloademousse på Valrhona 70% svømmede smukt og enkelt på en jordbærconsommé.

Vine og yderligere gennemgang af retter, strukturer og erindringer følger senere! Jeg har ikke spist bedre i år 2009 — heller ikke på gastronomi-ikonet Falsled Kro, så jeg kan på det kraftigste anbefale Schackenborg Slotskro.

[ad#Google Adsense-blogpost1]