Madbloggersymposium — fire nedslag

Den danske stand af madbloggere samledes i dag på Nordatlantens Brygge, lige oven på Noma, i de selv samme lokaler, der for få år tilbage lagde hus til taler og tanker fra folk — som fx gastroiværksætteren Claus Meyer — der ville rekontekstualisere Noma-succesen i et projekt, der kunne tjene almensundheden i det danske rige og norden. Det hedder Opus — som vist på latin betyder noget henad værk.

Titlen var Madbloggersymposium 2010 — og skaren var sammensat. Et godt symposium byder på mennesker med indsigt, stof, der kan sanses og reflekteres over, kombineret med større eller mindre muligheder for beruselse. Platons Symposium indfanger begivenhederne ovenpå digterens Agathons førsteplads i en digterkonkurrence. Det primære emne, der hér var til debat, var kærligheden. Symposium har i folkemunde nok mere karaktér af et uformelt møde eller et decideret drikkelag.

Læs også: Middag på Knipps Kaj.

Læs mere Madbloggersymposium — fire nedslag

Restaurant Relæ slår dørene op!

Jeg vil gerne lægge for med at rose Christian Puglisi, som jeg aldrig har mødt. 28 år, kok. Fortid hos Noma, som alle danskere kender, efter restauranten strøg ind på førstepladsen som verdens bedste restaurant. Derudover tjeneste ved Ferrans Himmel/&helved-restaurant ElBulli, som ikonisk repræsenterer den molekylære bølge.

restaurant relæ

Christian påbegyndte i forbindelse med sin beslytning om at åbne sin egen restaurant en blog, som jeg har fulgt fra sidelinjen. Eller faktisk lidt mere end det:  Hver gang, der kom et nyt indlæg med refleksioner over lokalernes situation og beliggenhed og de usikkerhedsmomenter, der tegnede sig af økonomisk og menneskelig art, var jeg indfanget.

restaurant relæs-stiftere og blogskribenter

Sjældent har jeg set en kok skrive så godt.

Men nu er Relæ åben, priserne er vanvittigt fornuftige, vinmenuen indbydende par excellence at læse. Jeg glæder mig til at kigge forbi!

logo for restaurant relæ

Nuværende menuer og vinmenuer på Relæ

Læs mere Restaurant Relæ slår dørene op!

Foie gras, trøfler – og grisetæer. Middag på restaurant Lluçanès

For lidt tid siden skrev jeg om Noma. Anledningen var, at den danske restaurant var blevet kåret som verdens bedste. Senere fulgte en billedkavalkade, der byggede på cremen af cremen fra Flickr — billeder udgivet under åben Creative Commons-licens.En lang række af de bedste var taget af Anders Due. Jeg havde fået Anders’ flickrnavn halvt-galt i halsen, og Anders bød ind — som det sig hør og bør — med en lille korrektion, i venligste ånd. Når sociale medier fungerer bedst, så kan den slags gi’ anledning til nye bekendtskaber. Se fx her:

Gæsteindlæg af Anders Due — om restauranten Lluçanès
Min kæreste og jeg tilbragte en uge omkring nytår i Barcelona, og jeg havde besluttet at min fødselsdag 3. januar skulle fejres på en af byens Michelin-restauranter. Dem er der mange af – rigtig mange – og jeg brugte timevis med bl.a. denne liste ved hånden i forsøget på at finde det helt rigtige sted. Valget endte dog med at blive let – min fødselsdag faldt på en søndag hvor praktisk taget alle restauranterne havde lukket. En undtagelse var dog Restaurant Lluçanès der havde åbent til frokost. Sådan blev det!

Prats de Lluçanès uden for Barcelona
Lluçanès er ikke bare navnet på restauranten, men også på landsbyen Prats de Lluçanès et godt stykke uden for Barcelona. Her lå restauranten som en anden Søllerød Kro indtil for 16 år siden hvor man valgte at flytte til Barcelona. Den blev placeret på Barceloneta (halvøen sydøst for Barcelonas centrum) i direkte forbindelse med bydelens store fødevaremarked.

Nå, nok udenomssnak – det skal jo handle om maden. Vi ville have det hele med og valgte den store såkaldte minimalistmenu (snacks, 10 retter og tre desserter) og en tilhørende vinmenu. Allerførst fik vi dog et glas cava og lidt chips.

Cava og chips af kartofler, søde kartofler med safran og tang

Kort efter kom der brød og rigtig god olivenolie på bordet – klassisk og fint.

Brød med olivenolie

Råmarineret tun
Herefter fik vi en række ganske små tapas én ad gangen. Først en lidt asiatisk anretning: et lille stykke råmarineret tun med soya og birkes.

Marineret tun med soya og birkes

Læs mere Foie gras, trøfler – og grisetæer. Middag på restaurant Lluçanès

Noma verdens bedste restaurant

Så skete det. Efter i en årrække at have ligget i halen på El Bulli og The Fat Duck strøg noma sent i går aftes til tops. noma — en sammentrækning af ‘nordisk’ og ‘mad’ — blev i går kåret til verdens bedste restaurant af det britiske tidsskrift Restaurant Magazine. El Bulli har vundet de sidste fire år i træk, men udmeldingen om at restauranten fra næste sæson går på standby for at genopfinde sig selv kan have trukket ned.

Læs også: Noma nr. 1 igen i 2011.

Illustration: Nomas logo. I går blev Noma kåret til verdens bedste restaurant af Restaurant Magazine

Læs også: Uafhængig anmeldelse af noma.

Hvem står for bedømmelsen af NOMA som verdens bedste restaurant?
London Restaurant Magazine har rådført sig med ikke mindre end 806 kokke og madanmeldere fra 26 forskellige geografiske regioner. Kriterierne for bedømmelserne har jeg ikke umiddelbart været i stand til at finde, men jeg graver videre.

Læs mere Noma verdens bedste restaurant

Grillede koteletter med dampet spinat — og lidt om Tire Bouchon

Fra vinbar til Noma og tilbage igen
Den seneste gastronomiske erindring, jeg har fået overført omhandler vinbaren Tire Bouchon. Vinbar er måske ikke en helt præcis betegnelse, for nok er der en bardisk og masser af vin at finde, men de gastronomiske ambitioner er høje. Ikke at det skal være komplekst og kompliceret, men solidt og gedigent. Tilbage i februar vandt Torsten Vildgaard fra efterhånden verdenskendte Noma — kokkekonkurrencen Nordic Challenge, hvor kokke fra Skandinavien dystede på kreativitet med nordiske råvarer. Sejren blev fejret på, ja — Tire Bouchon i Teglgårdsstræde. Torsten Vildgaard kendes også for titlen Årets Kok 2005 og som konceptudvikler i forbindelse med Cafe B i Bomhuset v. Skovriderkroen.

Sidst jeg skrev om Tire Bouchon gik der lidt digression i den, og jeg var et smut forbi Lyons bouchons, som i og for sig ikke har noget med en proptrækker at gøre. Her serveres der ofte vine på karafler fra vrac — men af gode producenter i fx Crozes-Hermitage og Saint-Joseph. Og der kommer ofte grisekød på tallerkenerne. Så jeg tænkte, at det ville være naturligt at følge op med et par opskrifter, hvori der indgår svinekød. I dag bli’r det koteletter m. dampet spinat og sprøde kartofler stegt i andefedt. Hvis det skal være lidt mere flippet, kan jeg anbefale en omgang braiseret og grilleret svineskank i cava.
Læs mere Grillede koteletter med dampet spinat — og lidt om Tire Bouchon