La Turque, 2001, Côte-Rôtie — solens vin og jordens vin

Det var en østrigsk vinproducent, der introducerede mig for analogien. Jeg tror ikke helt, jeg fangede pointen sensorisk, men jeg fangede metaforikken og et princip, der lugtede lidt af Derridas différance-tænkning. En fejlstavning, der ikke kan høres, kun ses på skrift. Og som skaber et produktivt fortolkningsrum.

Et kategorigreb. En forståelse. Af vin. Af vin produktion. Filosofi uden metafysik. Torsdagens Pingus 2003 var om noget en jordens vin for mig. Mørk, dyb, robust, længelevet. Dunkel, ekstraktrig, toner af cedertræ, blyantsspids, kaffe. Kombineret med en nedtonet profil for primærfrugt og frugtsyre. Kontrasten? Solens vin?

cote-rotie-guigal-la-turque-2001

Côte-Rôtie, La Turque, 2001 fra Guigal. Én af de tre LaLaLa’er, der — a la Pingus — roses højst af Robert Parker. En kildrende frugtsyre fornemmes på spidsen af tungen. Et helt andet balanceret udtryk mellem tanning og frugtsyre. Helt andre ekstraktionsniveauer. En langt mere feminin, subtil vin, i min optik. Men stadig med jordforbindelse. Dyb, dyb, dyb mørk frugt. Sten, granit, mineralitet par excellence. Underspillet, i kernen, i rygraden.

cote-rotie-la-turque-2001-guigal

 

Påskens bedste rødvin: Cornas, 2001, Domaine du Tunnel

Påskeferiens hidtil bedst rødvin — i skarp konkurrence med Domaine Gonons Saint-Joseph i årgang 2005. Cornas 2001 fra Domaine du Tunnel. Vinmageren er Stéphane Robert, som etablerede domænet i 1996. Meget er sket siden, flaskerne er blevet tungere og dyrere, propperne længere og lækrere, og etiketterne har i den grad fået en opstramning (jf. etiketten på Saint-Joseph 2005 fra Domaine du Tunnel).

cornas-domaine-du-tunnel-2001

Men kvaliteten er så sandelig i orden i de tidlige årgang også. 2001 var en klassisk, balanceret årgang, og det smagtes. Flot syrahkaraktér, mineralitet, og en vibrerende, nærmest æterisk flot kombination af frugt- og garvesyre.

Hermitage, Bernard Chave, 1996

Lørdagsvinen —

hermitage-bernard-chave-1996-3
Drukket samme dag som købt. Den skulle nok have haft lov til at sunde sig i en uges tid eller to under rolige forhold uden rystelser, for den virkede lidt ude af fatning. 1996 var generelt præget af høj syre, så jeg tog chancen og købte en ældre sag.

På ingen måde en fantastisk oplevelse. Brunling helt ind til kernen og meget lidt primærfrugt tilbage i kernen af vinen. Masser af sekundære aromaer, men ingen “klangbund” af nerve og intensitet. Vandig. Gået over — eller har været for varmt opbevaret i en del af sit liv.

Vin er et levende materiale, og jeg har oplevet voldsom flaskevariation på Bernard Chaves Crozes-Hermitage-vine. Fra dumpe, halvsløje vine til decideret udrikkeligt propsyge vine til blændende, nærmest transcendente udtryk for koldklima syrah.

Min far vovede det kætterske tese, at der var blevet ombyttet en etiket eller to igennem tidens løb. Ikke intentionelt, men ved fejl. Saften i glasset i går kunne i hvert fald snildt forveksles med en gammel over the top Crozes-Hermitage.

Læs evt. mere her om syrah-druen.

 

Hermitage-tip til de hurtige

I løbet af den seneste måneds tid er jo to gange blevet spurgt til råds om gode steder at købe vine fra den nordlige rhônedal. Seneste henvendelse var i går, hvor Jens efter at have slået fast, at kvalitetsspændvidden i Crozes-Hermitage– og Saint-Joseph-vinene var nærmest abnorm  — hvilket jeg er helt enig i, appellationsforvrængende, kunne man med en vis ret hævde — spurgte til gode flasker, der kunne købes i Danmak.

Syrah-druens epicentrum, den nordlige Rhônedal
I forbindelse med mine svar har jeg lidt reflekteret lidt over dels mit eget førstemøde med vinene fra Rhônedalens kølige zoner (Cornas, Saint-Joseph, Côte-Rôtie, Crozes-Hermitage & Hermitage), dels over udviklingen vinene har gennemgået i løbet af de seneste 10-15 år efterhånden som de har vundet større popularitet. Det har ledt til mere ekstaktrige, saftmodne udgaver på det generelle plan. Højst sandsynligt på grund af en vis parkerficiering — den slags vine performer bedre i Pakers mund, og de performer generelt bedre til smagning –, men også på grund af en anderledes mere moderne smag og bedre kontrol med vinifikationsprincipper.

crozes-hermitage-bernard-chave
Crozes-Hermitage, 1999, Bernard Chave

Referencepunktet, Bernard Chave, Crozes-Hermatiage, 1999
Én af de vine, jeg bli’r ved med at vende tilbage til som referencepunkt, er Bernard Chaves Crozes-Hermitage i årgang 1999. Cremen af cremen, det bedste af det bedste, syrah så ren, så ren — så syrerig, så syrerig. Heftige overtoner af kattepis i dens ungdom, men en fløjsblød sag med 10 år på bagen, og det er ikke alle vine, faktisk langt fra alle, fra denne appellation, der bli’r bedre med alderen.

De er forlængst udsolgt, jeg opkøbte nogle af de sidste magnumflasker for 3 års tid siden, og det var en skøn mulighed for nærmest at skrue tiden tilbage (vin modner langsommere på store flasker).

Og så slog Biblioteksenglen til, for i dag da jeg var ude og hente lidt Beaujolais og Cornas hos The Wine Company stod der en række flasker i rodekassen med rester — andre vil sige rariteter. Hermitage 1996, 1998 og 1999 fra Bernard Chave. Og jeg kan afsløre, at der fortsat er et par flasker tilbage; jeg købte ikke dem alle.

Så vidt jeg husker, var Hermitage 1998 og 1999 sat ned fra 399 til 275. Men hæng mig ikke op på det.

Der var dog kun én flaske fuldmoden Saint-Joseph ‘Vieilles Vignes’ fra Tardieu-Laurent i topårgangen 1999. Den er ikke længere at finde i restkassen…

Læs også:

Ugens spørgsmål: Syrah fra Nordrhône.
Ugens spørgsmål: Anbefalinger af Crozes-Hermitage & Saint-Joseph.

Côte-Rôtie, ‘Côte Brune’, 2007, Gilles Barge

Oplevelsen af Gilles Barges Saint-Joseph 2008 ‘Clos de Martinets’ gjorde mig sulten efter mere fra samme producent. Domaine Barge scorer ikke specielt godt i de store vinguides (Parker, Tanzer), men Learmonth er glad for domænet, og jeg må konkludere, at min smag ofte ligger fint i tråd med Learmonths.

Læs mere Côte-Rôtie, ‘Côte Brune’, 2007, Gilles Barge

Guigal, Côte-Rôtie, ‘Brune et Blonde’, 2001, halvflaske

Smagt august 2008

Guigal er verdenskendt for sine legendariske LaLaLa-vine. Og der er ikke meget lalala over dem, men er opkaldt efter artiklen, der indgår i dem alle – La Mouline, La Turque & La Landonne.

Det er præcise & smukke vine, der betager internationalt — vinanmeldere såvel som forbrugere. Guigals portefølje dækker dog hele spektret – fra kultvinene og nedad. Hans normale côtes-du-rhône er år efter år god valuta for pengene – og en god introduktion til rhônevine generelt. Hans billigste Côte-Rôtie skal det handle om her.

Læs mere Guigal, Côte-Rôtie, ‘Brune et Blonde’, 2001, halvflaske

Saint-Joseph, 2008, Gilles Barge

For ikke så læneg siden skrev jeg om en Crozes-Hermitage fra det, der i vinkredse er ved at blive et kultdomæne,Dard et Ribo. En vin, jeg ikke var 100% begejstret for. Den var for moderne i sin produktions- og smageprofil til min smag. I hvert fald efter at have forventet et traditionelt smagende glas syrah efter at have læst den danske importørs beskrivelse af vinen.

Fra Dard & Ribo til Gilles Barge
Jeg tænkte, at det måske var mig, den var gal med. At smagsløgene trængte til at blive kalibreret. Det var ikke mig, og der findes fortsat traditionelle producenter, der laver mindre ekstraherede, mindre saftdrevne, mindre primærfrugtdrevene syrahvine.

Vine, der har en hård kerne af syre og mineralitet, solid garvesyre, der bider i gummerne, og overtoner af flint, krudtrøg. Sådans skal syrah fra disse kanter, særligt når der er lidt højde på, smage. Med årene kan de udvikle nærmest burgundiske elegante toner — både i mundfornemmelse og smagsnerve og subtilitet.

Redningen — Saint-Joseph 2008 fra Gilles Barges:

saint-joseph-gilles-barges-2008

Om Domaine Barge, Ampuis
Domænet producerede sine første vine i eget navn i 1929, hvor Gilles morfar Jules producerede 900 flasker. I midttresserne arbejdede man med 2 hektar i Côte-Rôtie-appellationen, meget efter den tids målestok, hvor de samlede arealer blot udgjorde 75ha.

Gilles Barge benævnes ofte som en af områdets traditionalister, men man står ikke fast på tradition for traditionens skyld, og gæring foregår i dag i temperaturkontrollerede ståltanke. Målet var at holde gæringstemperaturen under 32 grader samtidig med, at man høstede frugterne af et mere rent vinifikationsmiljø.

Vinifikationsprincipper
Gilles bryder sig ikke om remontage og pigéage. “I don’t like violoence, whethe it’s heating the vast too much or stressing the juice”, som han udtaler i Learmonths digre værk “The Wines of the Northern Rhône”. Lige præcis pigéage anvender Dard & Ribo på deres Crozes-Hermitage.

Primærproduktionen af Côte-Rôtie sker på en vinmark på 1,4 hektar på Côte Brune. Der produceres i omegnen af 5.000 flasker af denne vin årligt — ofte med 2-3% tilsætning af viognier. De ældste vinstokke er planet i 1952, men majoriteten stammer fra midthalvfjerdserne.

Anmeldelserne, man finder på nettet, er ofte middelmådige, men Learmonth gi’r 5 stjerner til årgang 2001,  en solid, rank, klassisk årgang, og spår om en drikkehorisont på 18 år.

Ordene for mig i pennen, og det skyldes, at jeg har en flaske af Côte-Rôtien ‘Côte Brune’, der venter på at blive drukket snart…