Johan Bülow “låner” materiale fra Bergholts opskrifter

Opdatering d. 28. marts — kl. 16.30
Jeg har nu modtaget en undskyldning fra Nordjyske Mediers onlineansvalige, og det var rart. Sagen er speget, men det har vist sig, at det ikke er en journalist, der har forestået bruddet på ophavsretten, men kokken Johan Bülow / Nordens Køkken, som igennem en periode i 2010 leverede weekendmenuer til avisens trykte lørdagsmagasin.

Man kan jo så undre sig lidt over, at Johan Bülow / Nordens Køkken ikke har haft tid og lyst til at udvikle og bringe egne opskrifter.

Man kan selvfølgelig også vælge at se det som et blåstempling af bloggen som medie — og kvaliteten er de opskrifter, der bringes hér…

I løbet af de sidste 3-4 måneder har jeg gentagne gange oplevet, at folk har anvendt mine ord og billeder uden at spørge om lov — og med henblik på at tjene penge via omkringliggende reklameblokke.

Jeg kan forstå, at andre madbloggere oplever det samme problem. Det spænder fra uskyldige lån af billeder til småblogs til folk, der indsender plagierede opskrifter med tilhørende billeder til opskriftskonkurrencer.

Det er en kedelig udvikling, og i går kom den famøse dråbe så. Et stort kommercielt foretagende, Nordjyske Medier, med hovedsæde i Aalborg, 650 ansatte og et overskud i 2010 på omkring 40 millioner — tilskrevet fokuseret udviklingen inden for det digitale områder — havde “lånt” min opskrift på confit de canard.

Læs mere her: Nordjyske Medier og brud på ophavsretten.

Det er sket før. To franske kokke, der driver cateringvirksomhed, “lånte” den også — med billeder og hele moletjavsen. Det lod jeg fare, efter de valgte at fjerne opskriften, da jeg henvendte mig.

Mine opskrifter er mine, og de er gratis for alle at tilgå — hér. Sådan skal det være, og jeg ønsker ikke at materialet bringes uden mit samtykke andet steds — online eller offline.

I dag viste det sig så, at Nordjyske Medier også har bragt opskriften på tryk — i avisformat; krediteret kokken Johan Bülow.

Jeg har endnu ikke modtaget en egentlig undskyldning fra Nordjyske Medier…