Himlen over Klampenborg

Smoking, velgørenhed og lækkerier à la Michelin. Notabiliteter, kandelabre og en samling årgangsvine få nogensinde vil smage. Kristian Brask Thomsen prajede en drosche og deltog til årets vinsmagning i Grev Schimmelmanns gamle palæ på Sølyst.

Tekst: Kristian Brask Thomsen; Foto: Sølyst m.fl.

Sølyst har siden 1736 dannet ramme om de store fester og leveret minder for livet til utallige gæster. I dag fremstår Sølyst i skønneste stil omgivet af en velholdt park og med udsigt til Øresunds blå bølger.
Sølyst har siden 1736 dannet ramme om de store fester og leveret minder for livet til utallige gæster. I dag fremstår Sølyst i skønneste stil omgivet af en velholdt park og med udsigt til Øresunds blå bølger.

Fuld af forventning tog jeg de elegante trapper op til de historiske lokaler i Det Kongelige Skydeselskab. Jeg var få dage forinden blevet inviteret af det udenlandsk-danske værtspar, der venligt mente, at jeg ville føle mig godt tilpas i selskabet af internationalt profilerede vinsmagere krydret med det bedre danske borgerskab. Jeg undlod at sige dem imod.

Venligt modtaget af husets Maitre d’ blev jeg vist ind i modtagelsesstuen med åbne døre til den imponerende terrasse og dertilhørende skønne udsigt over skydebaner og Øresund. Dresscode smoking, hertil smukke kreationer velanrettet på aftenens mere velduftende deltagere. Arrangementer af denne karakter er sjældne, og man klæder sig selvsagt derefter.

GRANDIOS BORDEAUX

En velgørenhedssmagning samt middag og auktion ubeskåret til fordel for Mary Fonden og Lovelight. I særdeleshed også velgørende for de med smag for grandios Bordeaux, da udvalget overvejende bestod af gemte skatte fra det klassiske distrikt samt nogle seriøse udfordrere fra andre. Alle havde til fælles, at den amerikanske vinadvokat Robert Parker har tildelt dem 100 point, samtidig nogle af så en historisk årgang, at der kun findes meget få eksemplarer tilbage i verden.

I den sammenhæng fremhæver jeg Château Margaux årgang 1900, 1945 Mouton-Rotschild, 1953 Lafite-Rotschild og 1961 Château Latour, der sammen med fire andre Grand Cru Classé af superårgangen ’82 samt 1978 Magnum Dom Pérignon blev serveret til den første smagning inden selve middagen.

Middagen blev indtaget i den store spisesal ved et langt, bredt og meget smagfuldt dækket bord, hvor jeg blev placeret i en heldig triangel imellem Jancis Robinson – verdensberømt vinguru og redaktør af Oxford Vinleksikon – Pekka Nuikki – forfatter af ”The 1000 Finest Wines Ever Made” og indehaver af FINE Wine Magazines publiceret i 85 lande – samt selskabets allestedsnærværende frue. Jeg sad så at sige på den grønne gren.
Continue reading Himlen over Klampenborg