Sideways – da verden blev taget kærligt ved næsen

I en dybere samtale med den højtagtede vinproducent Walter Schug, fandt Kristian Brask Thomsen frem til sandheden om filmen, der på ingen tid ændrede en hel vinverden. I sin essens på grund af et nedlagt forbud, to scener og måden, hvorpå de blev serveret.

Tekst: Kristian Brask Thomsen; Foto: Marie W. Wallace.

Politiken bragte for nylig en større artikel om, hvordan den rørende og dybt underholdende film “Sideways”, uden de store Hollywood-budgetter og sædvanlige dollarstærke markedsføring, bevægede en hel vinverden og bl.a. skabte sin helt egen turistindustri for Santa Ynez-dalen nord for Santa Barbara. Artiklen fortalte meget levende, hvordan turister hælder vin i og over sig, lægger an på og plager alle piger i alle størrelser og fester hele vejen igennem. Om hvordan turistindustrien glæder sig over indtægterne, men er knap så begejstret for drukkenboltene, der løber nøgne igennem vinmarkerne.

Det var ret underholdende læsning — skrevet af årets rejsejournalist 2010, Poul Husted — og jeg klukkede ofte. Bismagen blev desværre, at jeg under min læsning endnu engang blev mindet om at det gamle ordsprog “at en løgn ikke bliver mere rigtig af at blive fortalt mange gange” desværre ikke er sand. Udebliver modsvaret vil løgnen – eller modifikationen af sandheden – ofte blive opfattet som sandheden selv.

“Sideways” er et godt eksempel på dette. På hvordan en skønlitterær og visuel stemning flyttede markant store markedsandele på det globale vinmarked. Om hvordan det var utilsigtet, sløset, en anelse dumt, men alligevel smart – og delvist skabt af, at man var tvunget til at ændre i det oprindelige filmmanuskript. Det fandt jeg først selv ud af små fire år efter at have set filmen for første gang. For i en dybere, privat samtale med den højtagtede, tysk-amerikanske vinproducent Walter Schug – der i sin kældermestertid hos Joseph Phelps skabte den legendariske Insignia – fandt jeg frem til sandheden.

DEN ENES FERIE, DEN ANDENS REJSE

“Sideways” handler i korte træk om to tidligere college buddies, der tager på en 6-dages tur til vinlandet Central Coast nord for Los Angeles inden den ene skal giftes. Har du ikke set filmen, kan du et få hurtigt overblik ved at se denne trailer.

Vor antihelt, Miles, er en sympatisk, akavet, maniodepressiv og lettere alkoholiseret forfatteraspirant med god smag i vin. Han lever en tilværelse fyldt af et ulykkeligt håb om at hans forladte kærlighed vender tilbage, selvom hun for længst har forelsket sig i en succesrig restauratør. Men Miles nægter at se realiteterne i øjnene. Han har endda en 1961 Château Cheval Blanc liggende til deres genforening. Han har ubevidst sat sit liv på standby og gemmer sig i en usynlig tilværelse, hvor han fraværende underviser i engelsk og håbløst forsøger at finde forløsning i at få en kompleks roman – hans liv – udgivet. Men han mødes kun af afvisende forlag.

I et lyspunkt arrangerer han af et godt hjerte en uforglemmelig tur for sin ven, Jack. En hyldest til de kvaliteter i livet, som Miles nu og da sætter pris på i sin egen tilværelse – god vin, middage, golf og solskin. Den perfekte afslutning på ungkarletilværelsen, som, når man er nået op til det bløde sted i 40’erne, hvor både Miles og Jack befinder sig, ikke er andet end taktfast strækmarch til siden – “Sideways” i forhold til den kurs, alle forventer man følger.

Jack – en tidligere sæbeoperaskuespiller – har imidlertid sin egen dagsorden for de sidste seks dage i friheden. Han vil have sex og det kan ikke komme hurtigt nok. Man fornemmer også hurtigt en solid klang af “has been” i hans bedende øjne og altid optimistiske stemme, og med en sorgløs selvfølge er Jack, et ægte stykke Californien, overbevist om at også alle Miles’ problemer kan løses med en uforpligtende nat i høet. På turen får de to herrer kvindeligt selskab i form af den smukke, fraskilte Maya og den vilde, sensuelle Stephanie – og hurtigt udvikler turen sig noget mere alvorligt end de to svirebrødre havde drømt om. En række begivenheder tvinger dem til at kigge nærmere på tilværelsens fiaskoer, deres indbyrdes venskab og ikke mindst kærligheden.

Og i kærligheden, og hvad der omfavner den, ligger nøglen til, hvordan alverdens forbrugere kom til at elske den liflige Pinot Noir, men ufortjent også begyndte kategorisk at afvise Merlot. I sin essens på grund af kun to scener i filmen, måden hvorpå de blev præsenteret for seeren, men ej i overensstemmelse med bogen “Sideways”, skrevet af forfatteren Rex Pickett.

NO FUCKING MERLOT!!

I den første relevante scene mødes Miles og Jack til middag med pigerne på en restaurant. Men inden de entrer, trækker Jack Miles til side for at sikre sig at han ikke får en af sine depressive øjeblikke under seancen – “The Dark Side”, som Jack kalder dem, Han tilskynder Miles til at tage et par ekstra lykkepiller og for en gang skyld more sig. Måske endda være sammen med den vinpassionerede Maya, der har et godt øje til ham. Hvis han altså spiller sine kort rigtigt.

Der opstår et mindre skænderi, der ender med at Miles mere eller mindre indvilger i at lyve om, at hans roman bliver udgivet i den nærmeste fremtid. Men hvis nogen bestiller Merlot, så skrider han! I et sidste raserianfald peger han demonstrativt mod jorden imens han højt udbryder “I’m not drinking any fucking Merlot!!”. Sætningen, der blandt folk blev den sikre og sjove genkendelse af “Sideways” ligesom fx. “I’ll be back” blev det for “Terminator”.

Når Miles på den måde udspyr sin modvilje imod at drikke Merlot, kan ikke-kyndige (men nydere) nemt komme til at tro, at denne intelligente og særlige mand, der åbenlyst er en vinkender og connaisseur, ikke bryder som om Merlot. Og sikkert fordi det er en generelt ringe drue med dårlig karakter og smag. Samtidig kunne vinkyndige få den tro, at de amerikanske vinproducenter intet har lært af fortidens fede, slappe og ret vulgære Merlots i ubalance (det skete også med Chardonnay), som følge af for meget sol, gæring, alkohol og volume uden den nødvendige syre til at skabe harmoni i vinene. Oveni også for meget lagring på for nye fade og derfor for alt mørke nuancer i forhold til strukturen. Men for det meste er det modsatte i dag tilfældet, amerikanerne har styr på sagerne og laver ligesom med Pinot Noir – virkelige gode Merlots. Men der findes selvsagt også dårlige af begge slags.

PÉTRUS, IKKE CHEVAL BLANC

Det, Miles i sin vrede i virkeligheden taler om er, at han for alt i verden ikke ønsker at tænke på sin eks-kone, da vinen han håbløst gemmer til deres genforening i bogen “Sideways” er en Pétrus – Kongen af Pomerol, måske verdens dyreste vin og ikke en Château Cheval Blanc fra Saint-Emilion, som vist i filmen. Men altså udelukkende en Merlot-vin (med undtagelse af små 5% Cabernet Franc) hvorimod Cheval Blanc typisk indeholder 60-40% Cabernet Franc/Merlot afhængigt af årgange.

Merlot i de rigtige vinproducenters hænder kan skabe udødelige vine på top-niveau, der holder 40-50-60 år. Som f.eks. Pétrus, der i dette tilfælde nedlagde forbud mod at bruge vinhusets navn og materiale i selve filmen, da film ofte simplificerer og kunne fortolkes negativt om slottet og Merlots bæredygtighed som enkeltdrue (og det fik de jo ganske ret i). Samtidig ender filmen med at Miles drikker genforeningsvinen af et papkrus til en burger med onion rings på en lokal diner, efter at have mødt sin ekskone og hendes nye mand til Jack’s bryllup. Oven i hatten er ekskonen gravid.

Det er sandt, at han på dette tidspunkt er på grænsen til at være en borderline selvmordskandidat. Men man drikker under ingen omstændigheder en Pétrus – verdens første og måske sværest tilgængelige kultvin, der kun bliver produceret 3000 kasser af om året og starter på omkring 5000 kroner flasken én primeur (forsalg uden at kende årgangens kvalitet) og bare stiger og stiger – til junk food. Også derfor nedlagde Pétrus forbud.

Skulle du en dag få lyst til en 1961 Pétrus på auktion, vil den i dag koste en god, høj månedsløn plus mere afhængigt af sælger, opbevaring, stand og andre bydere. En 1961 Cheval Blanc vil du kunne erhverve dig for en ti tusinde.

Læs også: Cheval Blanc – Den hvide kæphest.

Miles elsker altså Merlot. Men den minder ham om hans ulykkelige kærlighed og er derfor det sidste han ønsker at tænke på under en middag med en ny kvinde, han faktisk synes om. Man har altså taget et afsnit fra bogen og gjort det til en essentiel scene i filmen, uden at fortælle den store sammenhæng imellem Merlot/Pétrus og den uforløste kærlighed. Og for at gøre det ekstra svært, har man skiftet vinen ud, så de der faktisk har muligheden for at lure den, misser sammenhængen, da Cheval Blanc ikke er kendt for værende en kun-Merlot og man i Bordeaux især blander flere druer sammen.

I forlængelse er der endda en betegnelse ved navn Bordeaux-blend, der må indeholde blå-druerne Cabernet Sauvignon, Merlot, Cabernet Franc, Petit Verdot, Malbec og Carmenere, der alle flittigt bliver brugt. Pétrus og andre fra Pomerol er kendt for at være blandt de meget få vine i Bordeaux med et suverænt højt indhold af én drue, nemlig Merlot. Men det misser filmen fuldstændigt og resultatet er, at man misleder alle, jeg selv inklusive. Samtidig vil jeg påpege, at der er en smagsmæssig stor forskel på de to vine, selvom begge hører til blandt verdens bedste og kommer fra søstrekommuner i Bordeaux med nogenlunde samme jordbundsforhold. Dog er Pomerol’s mere leret og jernholdig.

Vi snupper lige en dyb indånding.

KÆRLIGHEDEN

I den anden relevante scene sidder Miles og Maya på Stephanies veranda, alt imens Stephanie og Jack fyrer den af i soveværelset. Forinden har Miles dummet sig på restauranten ved at holde et uvedkommende foredrag om Vouvray, tænkt dårlige tanker, drukket sig fuld og ringet til sin ekskone fra restauranten (drink & dial). Men pigerne løser elegant situationen ved at byde på ost og vin hjemme hos dem. Det resulterer i, at Miles i den sene nattetime nu sidder i en intim samtale om litteratur og vin med en smuk og ikke mindst interesseret kvinde. En ikke ugunstig situation for vores ellers trængte ven.

Maya spørger índ til hans fascination af Pinot Noir, og her leverer Miles en kærlig og detaljeret beskrivelse af druens særlige kvaliteter, dens skrøbelighed og om hvordan den – hvis man passer ordenligt på den – viser karakter, nuancer og dybder som ingen anden. Miles er god med ord og det er en præcis karakterbeskrivelse – og åbenlyst mere af ham selv end den sarte druesort. Men netop fordi Miles ville kaste sig ud i den type midnatskonversation og ikke indser, at han er i færd med at forføre Maya med sine ord – hun nærmest gløder – finder han for sent ud af, at det nok var dér han skullet have stoppet ordstrømmen og i stedet kysset pigen.

Hele hans personlighed og hvad han føler skinner altså utvetydigt igennem. Han er blottet og hudløst ærlig. Derfor står denne scene også som den suverænt stærkeste i filmen og dér hvor iagttageren vel nok er mest modtagelig for indtryk. Af Miles’ (k)ærlighed og Mayas modtagelighed. I dette tilfælde 100% symboliseret i druen, Pinot Noir.

Herefter sprang markedet i luften. Med intet mindre end syv Golden Globe nomineringer hvoraf to kom i hus for bedste film og bedste manuskript (ahem), fem Oscar nomineringer hvoraf den ene blev vundet for bedste filmatisering – gjorde “Sideways” mere for al verdens Pinot Noirs end nogen vedholdende marketingspræstation nogen sinde ville være i stand til. Alle skulle have Pinot Noir og det kunne kun gå for langsomt. Det blev som dansk restauratør praktisk talt umuligt af få fat på god amerikansk Pinot Noir, selvom man havde aftaler med vinimportørerne. Tilbage stod Merlot som den store taber – uretfærdigt smidt i skammekrogen. Den var der masser af.

Det er der stadig.

På trods af de nævnte fodfejl er “Sideways” en virkelig god og vedkommende film, der berører flovhed, ømhed, glæde, alvor, morskab og ikke mindst selverkendelse. Samtalen med Walter Schug fandt sted under en privat smagning på Schug Carneros Estate Winery i Sonoma Valley, oktober 2008.

———————————-

Kristian Brask Thomsen – tidligere restaurantdirektør og sommelier, ved bl.a. Konrad, Formel B, The Square i London & Sofitel Plaza. Inkarnationen af passion og professionalitet: Tjener af den gamle skole, skribent, bon vivant og netværksmand på internationalt topniveau.

Når han ikke svinger pennen, rådgiver han bl.a. bedre restauranter og hoteller i forretningsførelse og kommunikation. Desuden står han bag en lang række tiltag inden for mad, vin, kunst, natteliv og social networking — senest The Dinner Party.

Læs mere her om Kristian Brask Thomsen, inklusiv en oversigt over udvalgte artikler fra dennes hånd.

Synes du om denne artikel? Anbefal den da gerne på Facebook ved at trykke på knappen øverst på denne side.

[ad#Google Adsense-blogpost1]