Lammeculotte med kartofler, peberfrugt, oliven og tomatsauce

Min familie — og jeg — har et til tider anstrengt forhold til lammekød. Jeg tror, en del af miseren kan tidsbestemmes til en middag på en tysk restaurant, hvor vi alle valgte regionalmenuen, som bød på en forfærdelig hovedret med lam i 4-5 forskellige tilberedninger; hvoraf den ene smagte værre end den anden. Uldet, trannet og grimt. Sådan skal det ikke gøres. For at få lammeculotterne til at glide ned uden de store vanskeligheder, var det derfor nødvendigt at fifle lidt med lammekødet og tilbehøret.

Forberedelser — lammeculotte
Recepten kom til at hedde marinering i hvidvin og hvidvinseddike + diverse krydderier i en 8 timers tid. Derefter grillning og efterfølgende glacereing med dansk lynghonning og dijonsennep. Tilbehøret blev lidt provenceagtigt med ovnbagte kartofler med hvidløg, peberfrugter, rødløg og gode, kraftige oliven. Dertil en sauce (a la sauce vierge) på masser af små solmodne cherrytomater, skivet hvidløg og indkogt og siet marinade fra lammeculotterne, mod slutningen blev saucen pisket  op med god olivenolie. Sommerligt og varmt i smag og tone — ikke dårligt. Dommen var de fleste af spiserne var positiv — lammeculotten havde bestået.
Læs mere Lammeculotte med kartofler, peberfrugt, oliven og tomatsauce

Opskrift på kalvefilet provencale med gratineret kartoffelmos

fra kalvefilet a la chateaubriand m. sauce bordelaise til kalvefilet provencale

Kalvefileten er nok en af de møreste udskæringer — på linje med oksemørbrad — man kan forestille sig. Det betaler sig derfor at være omhyggelig med temperaturstyringen, så det fine kød ikke ender med at blive tørt. En god metode er at kombinere bruning, intervalstegning og pochering. Jeg havde fået fingrene i en hel kalvefilet med sener og inderfilet. Det ukurante kød røg i suppegryden sammen med urter og en god sjat oksefond (kogt på okseskank). Den miderste del af kalvefileten, det bedste stykke, hvad man kunne kalde chateaubriand-udskæringen (opkaldt efter den franske forfatter, diplomat og politiker, Chateaubriand, som efter sigende satte voldsomt pris på netop denne udskæring), tilberedte jeg hel og skar efter tilberedning i medallioner/tykke, saftige røde skiver. Opskrift her — kalvefilet a la chateaubriand m. sauce bordelaise; mere klassisk bli’r det vel næppe.

Opskrift på kalvefilet provencale -- altså kalvefilet pocheret i rødvin og tomat
Læs mere Opskrift på kalvefilet provencale med gratineret kartoffelmos

Châteaneuf-du-Pape, Domaine du Pégau, Cuvée Réservée, 2000

Lidt om Domaine du Pégau i Châteauneuf-du-Pape

pegau_chateauneuf_du_pape_2000
Domaine du Pégau hed tidligere Domaine de Pegäu, men den lettere besynderlige udtale var truet — flere og flere udtalte det som Pégau, og det fik konsekvenser. Vinmarkerne har været i familiens besiddelse siden det 17. århundrede, men Domaine du Pégau blev først skabt i 1987, da den unge datter vendte tilbage fra sine vinstudier for at hjælpe sin far, Paul Feraud (Domaine Feraud). Historien om domænets marker begynder med dyrkning af oliven- og kirsebærlunde, som gav en lille indtægt, der kunne dække udplantning af vinstokke og vindyrkning. Der vinificeres traditionelt med nænsom presning af druerne for at få hul på drueskindet, hvorefter drueklaserne gæres hele i omtrent 15 dage.

I dag produceres vin fra 17 hektar med røde druer, og 1 hektar med hvide druer. Pegau ejer parceller i de bedste og mest centrale områder af Châteauneuf-du-Pape, fx La Crau, Montpertuis (70% grenache, 30% mourvedre, hvor grenache-stokkene er ældst), Les Bosquets (80 år gamle vinstokke bestående primært af grenache, cinsault, syrah & counoise), Les Fond des Papes (køligt placeret parcel udelukkende beplanet med grenache-stokke), Les Argiles & Les Relagnes (blanding af røde og hvide druer, her vokser druerne der bliver til den hvide cuvée), Pingan (med meget unge stokke, omkring 10 år). Parcellernes forskellige jordbundforhold og soleksponering resulterer i forskellige karakteristiska — Montpertuis gi’r rygrad, syre og lakrids & vinstokkene fra Les Bosquet bidrager med dybde, frugtighed og elegance. Domaine du Pegau anbefaler en serveringstemperatur på omkring 14 grader for de hvide vine, og 18 grader for de røde.
Læs mere Châteaneuf-du-Pape, Domaine du Pégau, Cuvée Réservée, 2000