Côtes-du-Rhône-Villages, 2005 fra Domaine Sainte Anne

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg generelt foretrækker vinene fra den nordlige rhônedal frem for vinene fra den sydlige rhônedal. Der er dog undtagelser. Fx var jeg meget venlig stemt over for Domaine du Pégaus Châteauneuf-du-Pape i kanonårgangen 2000. Châteaueneuf-du-pape står de danske hjerter nær, og der sælges både skidt og kanel. Fra de gode, solide producenters terrori-drevne vine over solmættede grænsende til de overekstraherede top-cuvéer, der synes særligt minded på at hjemtage en flot Parker-rating til direkte masseproduceret tynd vin, der nok kan sælges til omkring 100,-, men smager væsentligt dårligere end en god genereiske côtes-du-rhône eller côtes-du-rhône-villages. Jeg talte med Steen Rasmussen for nyligt om The Wine Company porteføljeprioritering af nordlig vs. sydlig rhône.

Danske ganer foretrækker sydlig rhône
For 5-6 år siden udgjortes rhône-sortimentet af ca. 50/50, nu er der 16 domæner fra den sydlige del af rhônedalen repræsenteret — og blot 5 fra den nordlige rhônedal. Den generelle danske smag er til de sydlige umiddelbart mere lettilgængelige vine — der byder på begrænset tannin (i hvert fald i forehold til de garvesyreholdige børster fra nord) og en mere læskende frugt som unge, hvor de nordlige vine på syrah fremstår langt mere stålsatte og stringente — af og til som rene granitbomber.

Jeg har tidligeret været glad for de køligere côtes-du-rhône-vine — som jeg har fundet en del eksempler på i Cairanne. Også vine med en druesammensætning med vægt på syrah og mourvédre er generelt faldet i min smag. Domaine Sainte-Anne er blevet kaldt en af de bedst gemte hemmeligheder i den sydlige rhônedal — så det var med en vis forventningens glæde, at jeg proppede en flaske op i den roste 2005-årgang.

Côtes-du-rhone 2005 fra Domaine Sainte Anne -- baseret på mourvédre snarere end grenache
Côtes-du-rhone 2005 fra Domaine Sainte Anne -- baseret på mourvédre snarere end grenache

Om Domaine Sainte Anne & den mourvédre-baserede cuvée “Saint Gervais”

Domaine Sainte Anne ligger i Les Celettes, godt tre km nord fra Saint Gervais, derigen ligger nord for Bagnols. Vi befinder os i den centrale del af den oprindelige Côte-du-rhône-appellation — fra dengang kun vinene omkring Bagnols og Uzès måtte bære betegnelsen. Senere blev appellationen udvidet til også at dække områder på den vestlige flod — og pluralisformen Côtes-du-rhône introduceredes.

Domaine Sainte Anne har siden oprettelsen været i Steinamier-familiens hænder. Oprindeligt fra Wien, men emigrerede i 30’erne til Bourgogne, hvor de etablerede vinmarker i Chalon-sur-Saône. I 1965 tilkøbtes 13 hektar vinmarker på bakkerne over Saint Gervais. Ydligere 10 hektar blev tilkøbt i 1973. Igennem ejerskab og familiebrug igennem generationer er sikret dels know-how, dels vinstokke med en høj alder. Cuvée Saint Gervais udgøres af 50-60% Mouvédre afhængig af årgang og en blanding af syrah og grenache for resten.

Domænets vine er generelt længelevede – bl.a. pg.a. druesammensætningen. Grenachebaserede vine modner generelt tidligere og hurtigere end vine på syrah og mourvédre. Mouvédre kendes også fra Bandol, hvor den producerer blæksorte vine, der kræver lang tid for at blive drikkeklare, men til gengæld holder en menneskealder (eller mere) for de bedste producenter. Den kendteste rhônevin med et højt indhold af mouvédre er nok Beaucastels top-cuvée Hommage à Jacques Perrin, hvis druemateriale stammer fra 70-95 år gamle stokke – og 70% af druemosten udgøres af mourvédre.

Der produceres en række forskellige cuvéer – Cuvée Notre Dame des Celettes produceres fra de ældste vinstokke. Cuvée Saint Gervais er som sagt baseret på store mængder mourvédre og endelig er der en cuvée på 100% syrah, Saint-Gervais les Mourillons. Generelt holder vinene moderate alkoholniveauer, hvilket i mine øjne er berfiende i disse dage, hvor selv små supermarkeds rhône-vine snildt sniger sig op på 13-14,5% procent. Ofte går balancen og elegancen fløjten, når vi når disse niveauer, med mindre vinen har en meget kraftig rygrad, og det har den sjældent i de prisintervaller.

Der vinificeres traditionelt, og samtlige cuvéer undtagen den syrah-baserede lagres i cementtanke . Der arbejdes med macerationsperioder på 8-15 dage. Flere smagenoter nævner vaniljearomaer — ud over provencalske urter (garrigue), men de kommer så ikke fra egefadene, som man traditionelt ser, men er naturligt udviklede smagsnuancer fra druesaft, skal og evt. stilke.

Smagenote på Domaine Sainte Anne “Saint Gervais” 2005
Allerede proppen lover godt — toner af mørk, tæt frugt.  Vinen fremstår funklende klar-mørk i glasset. Overraskende blød i næsen – meget velafbalancerede toner. Klassisk sydlig rhônekarakter med garrique (provencekrydderi og en anelse varm jord), lakrids, krydderi. Smagt uden dekantering i første omgang og syre- og garvesyreniveauerne føltes i begyndelsen ganske moderate. God koncentration, uden at kmme over – de 14% alkohol fornemmes ikke pg.a. en fin balance mellem syre, frugt & tannin – præg af viol.

Efter 20 minutters iltning træder syre og tannin tydligere frem, og en vin de garde (gemmevin) åbenbarer sig. Fremragende balance mellem dybde, mineralitet og florale & herbale elementer, dybde og intensitet og så en underspillet up-front frugt. Efter længeret tids dekantering bliver de florale og herbale elementer endnu kraftigere, og der dukker juletoner frem (måske fordi julestemningen er der, måske fordi de naturligt er til stede) af allehånde og en anelse (tahiti)vanilje.

Læs mere Côtes-du-Rhône-Villages, 2005 fra Domaine Sainte Anne

Andebryst med sprøde kantareller, sellerimos, radicchio i pancetta og rødvinssauce

Andebryst, der er stegt sprødt på skindsiden, men stadig er rødt til rosa i midten kombineret med svampe og rødvinssauce er en klassiker. Ved et af mine første møder med rhônedalens gastronomi fik jeg netop den kombination på Château de Fontager.

Fra andebryst til Château de Fontager, Rhône
Dengang var det dansk ejet & drevet, det er det vist (desværre) ikke længere, men det udgør stadig en god base for udflugter i den nordlige Rhônedal. Der er kort til Tain, Tournon – Ampuis, Cornas og der er udsigt til den nordlige del af Saint-Joseph-appellationen, som er en af mine yndlings – på grund af vinenes ofte umiddelbare tilgængelighed, fornuftige prissætning og store udbud.

LÆS OGSÅ: Mineralitet, Rhône & Wachau.

Men, men – det er en blandt landhandel, og der er langt mellem de store producenters supermarkedudgaver og så tungere, mere terroirdrevne vine som fx Gonons. Tardieu-Laurents Saint-Joseph, 2000 står stadig klar i erindringen. Den blev smagt første gang til en Tardieu-Laurent-smagning arrangeret af The Wine Company, og jeg købte nogle flasker efterfølgende. Ærketypisk syrah. Den smagte mig bedre, end de dyrere storebrødre og storesøstre fra Cornas & Hermitage (OK, Cornas var også lækker!). Saint-Joseph er også et godt sted at begynde på syrah fra Rhônedalen, hvis man kommer fra mere frugtdrevne vine, som mange i dag gør. De er nemmere at gå til end fx Cornas, som opfattes lidt for streng & mineralsk, hvis ikke dyrisk frastødende af syrahutrænede ganer.

Nå tilbage til andebrystet på Château de Fontager. Det blev serveret med skønne sprøde kantareller. Det yderligere tilbehør fortoner sig desværre, så jeg måtte finde på noget selv. Det blev radicchio i pancetta. En selleri-kartoffel mos med kondenseret fløde. Mørkt og vinteragtigt. Ikke mange grønne & røde farver på tallerkenen, men smagen må komme først.

Tilberedning af andebryst

Bryststykkerne fjernes fra køleskabet en times tid inden tilberedning. Gourmetsalt evt. med 2-3 gram salt per kilo kød 3-4 timer inden tilberedning. Rids fedtsiden i firkanter. Krydr med god peber (Kerala/Penja fx & evt. med fintknust enebær (går godt til ung syrah fra nordlig rhône). Steg for kraftig varme på pande eller kortvarigt i ovn (ca. 2-5 minutter per side). Lad efterfølgende hvilke. Steg færdig i ovn ved 70 grader i 1 times tid, afhængig af hvor røde du ønsker andebrysterne. Når resten af rettens elemente rer klar, skæres brysterne i fine skiver. Eventuelt kan skindsiden grilles eller steges igen på en pande for at opnå en sprød stegeskorpe.

Læs mere Andebryst med sprøde kantareller, sellerimos, radicchio i pancetta og rødvinssauce

Lidt nye gastronomiske odd men out

morgenbord-paa-falsled-kro-loegismose
Morgenbord halvvejs dækket på Falsled Kro.

vagtelspejlaeg-poelse-tomat-falsled-kro
En del af morgenmaden på Falsled Kro: vagtelspejllægm pølse, bacon og bagt tomat.

kantareller
Kantareller på spækbræt klar til brug. Kantareller fungerer rigtigt godt sammen med bl.a. fjerkræ — skal svampene rigtigt komme til deres ret, kan det anbefales at holde andet tilbehør noget minimalt. Idé her — braiseret hanelår med kantareller.

crozes-hermitage-domaine-belle-syrah-nordlig-rhone
Crozes-Hermitage
fra Domaine Belle.

Og slutteligt et par bøffer, der ikke er fra Jensens Bøfhus:
Læs mere Lidt nye gastronomiske odd men out

Vagtelbryst, confiteret vagtellår og kartoffel; svampe, løg og spæk.

opskriften på vagtelbryst er oprindeligt bragt november 2007

Sidste lørdag stod den som den tilbagevendende læser måske ved på fasanbryst. Vinmæssigt landede vi på Cornas fra Lionnet, så der var lidt biblioteksengel over det, da jeg tidligere i dag sad og sorterede i gamle opskrifter og ældre smagenoter. I lørdags for præcis to år siden var der nemlig også udkæringer af hønsefugl og Cornas i glasset. Og navnet var også dengang Lionnet. Det er lidt pudsigt, for Cornas er den mindste appellation i den nordlige Rhônedal, og de to lionnetfamiler har så vidt jeg kan læse mig til ikke nogen direkte relation; men som de siger i Battlestar Galactica: “All of this has happened before, and it will happen again!” Men lad os springe direkte til sagerne, inden der går for meget determernisme og cyklisk livsforståelse i gastronomien, særligt på en dag, hvor  Holger Bech Nielsen, fysikteoriprofessor par excellence, er begyndt at tale om omvendt kausalitet og “Gud” i forbindelse med CERN-projektet…

Introduktion til opskrift på vagtelbryst, portobello- & løgkompot, confiteret lår og kartoffel m. hvidvin-portvinssky

Sidst jeg var i Tain l’Hermitage var et af de gastronomiske højdepunkter vagtelpaté Lige før broen mellem Tain og Tournon ligger en undseelig vinbar – Des terrasses du Rhône au sommelier (13 rue Joseph Péala, 26600 Tain l’Hermitage). Ifølge Livingstone-Learmonth, vinskribent ved Decanter og rhôneentusiast siden midten af tresserne, sonderer indehaveren, Fabien Louis, kundematerialet i barens første åbningstime. Hvis han skønner, at det er en dårlig dag, gider han ikke holde åbent.

Broen mellem Tain & Tournon. Vinmarkerne der ses til øverst til højre i billedet er fra Saint-Joseph-appellationen, der grænser op til Cornas. Creative Commons: Neil T.
Broen mellem Tain & Tournon. Vinmarkerne der ses til øverst til højre i billedet er fra Saint-Joseph-appellationen, der grænser op til Cornas. Creative Commons: Neil T.

Da vi var forbi i 2006, var jeg stærkt i tvivl om, hvorvidt der var åbent eller ej. Men der lå Gonon, 2004 (Saint-Joseph) – i vinduet. Det er klassisk, stram syrah — på ingen måde en crowd pleaser i sin ungdom, hvilket bekræftes i Berlingskes Rhônessmagning d. 6/12, hvor der står:

Gonon er en særdeles velanskreven producent, men pt. giver hans ekstremt klassiske og traditionelle saint-joseph ikke meget fra sig. I munden regerer den massive garvesyre.“(Der gives tre ud af seks mulige stjerner).

Et skilt lokkede med cailletes (vagtelpaté) og et glas Crozes (som Crozes-Hermitage-appellationens vine forkortes til på de kanter) til, så vidt jeg husker, 5 euro. I min verden er den slags uimodståeligt. Oplevelses- såvel som prismæssigt. (Hvorfor skal det være så dyrt at drikke 5-10cl vin herhjemme?). På bjergryggen ovenfor Tournon står statuen af Saint-Joseph, så jeg spurgte, om jeg kunne bytte crozes ud med Saint-Joseph mod merbetaling – og bestilte derudover lidt mineralvand. Regningen lød på 5 euro. Sådan! Særligt, når man ta’r i betragtning, at vinen, der blev serveret, var Stéphane Roberts ‘Domane du Tunnel’ 2004 (som vist havde været åben et par dage, så vidt jeg kunne bedømme). Jeg spurgte til årgangen – og blev bekræftet i, at det var et klassisk år meget forskelligt fra 2003, som var markant varmere (og i min optik atypisk og spøjst).

Vagtlen er den mindste europæiske hønsefugl. Den yngler sjældent i Danmark og tager oftest tilbage til varmen i oktober. De velhængte fugle – og frostvarerne ses ofte i december. Så vidt jeg ved, jages vagtler sjældent herhjemme længere, og de, der kan købes, er oftest opdrættede fugle (særligt fra Frankrig). Det er ikke nødvendigvis af det onde. Mange ganer har det lidt svært med vildtsmagen (måske særligt, fordi vildt ofte bliver stegt helt igennem – med deraf følgende metallisk, leveragtig smag og konsistens). — men fuglen kan også være nøglen til at åbne en ellers lukket vin.

Om Cornas-appellationen & Jean Lionnets Domaine de Rochepertuis

Cornas (100% syrah) fremhæves i mange vinbøger som en af Frankrigs mest maskuline vine. Samme steds står ofte, at de skal have mange år for at bløde op og blive tilgængelige. I dag laves også moderne Cornas, hvor frugten er fremtrædende fra en tidlig alder (Colombo er et godt eksempel). En Cornas 1996 fra Lionnet, ‘Domaine Rochepertuis’, tjente som inspiration og katalysator for denne ret. 1996 er ikke et formidabelt år, og tidligere flasker har udvist grader af variation (årgang 1995 ved Rhônefestivalen 2007 blev af flere smagere betragtet som noget nær en katastrofe, og jeg er enig — den (specifikke flaske) var styg, hvis ikke decideret syg). Der er to Lionnet’er i Cornas – den anden Pierre Lionnet (Domaine Lionnet), som tidligere har været formand for appellationens producentforening. Vingården har været i familiens eje siden 1575 (mange skiftede ellers hænder kort efter revolutionen i 1789). Det er en svært anbefalelsesværdig vin, men det må blive en anden gang. (Og på sigt også om toppen inden for appellationen: Alain Voge, August Clape & Thierrey Allemand).

Tilbage til Jean Lionnet. Forhandleren i Danmark (Løgismose) skriver: Jean Lionnet er traditionalist og skabte år efter år solide vine, der med tiden udvikler en elegant kompleksitet som belønning til dem som lægger vinen til side i 10 år eller mere.

Det er altid forvirrende at læse om vin. Én kilde, man bli’r klogere; to, man undres; tre, man forvirres… Livingstone-Learmonth beskriver Lionnet som modernist:
He was an early modernist at Cornas, happy to use new or young oak and for his crop to be destemmed.

Jeg har ikke været med siden slutningen af halvfjerdserne, og jeg opfatter 1996-årgangen som en stram, traditionel vin. Ganske lys i farven og ikke meget i næsen umiddelbart efter åbning. Efter lidt ilt kommer der lidt vildttoner og svage røde frugter frem. Spændende – og knibsk. Der mangler noget mad for at komme videre smagsmæssigt — og forsøget hed vagtler, svampe, løg og en anelse portvin. Smagt af tre forskellige glas, fra venstre mod højre: Spiegelau Authentis 01 (all-round rødvinsglas, og nok mit favoritglas), Authentis Bourgogne & Riedel ‘Hermitage’ — et flot, dyrt & tungt glas, som jeg aldrig helt er blevet venner med. Billedkvaliteten kunne være bedre.

lionnet-domaine-de-rochepertuis-cornas-1996-spiegelau-og-riedel-glas

Opskrift på vagtelbryst, confiteret lår, portobellosvampe, kartoffel

ferske-vagtler

(til to personer):
to vagtler
1/2 løg (gerne økologisk)
1 fed hvidløg
2 små skalotteløg
10-12 timiankviste
1 deciliter hvidvin
0,3 deciliter portvin
4 små, faste kartofler
Andefedt eller olivenolie
Lidt røget flæsk (bacon), gerne økolgisk og/eller tørrøget
Portvin (ruby/vintage)
Lidt balsamicoeddike
God sort peber (fx Kerala)
2 tomater
Evt. lidt sukker

Vagtel — Brystkød
Vagtlerne parteres. Brystkød og lår gemmes. Gourmetsaltes evt. 6-12 timer inden tilberedning med ca. 3 gram salt per kiloe kød. Resten af fuglen hakkes groft og bruges til fond/sauce. Inderfileterne skæres fra og hakkes fint (steges kort sammen med små tern af røget spæk og timiankviste, gerne i andefedt). Når lår, svampe-/løgkompot, sauce og confiterede kartoffelfirkanter er klar, steges bryststykkerne ved middelhøj varme i 20-40 sekunder per side (helst i smør) indtil ønsket kernetemperatur er opnået. Det er sarte og små stykker, så pas endelig på, at kødet ikke bliver tørt. Bardér evt. med fersk eller letrøget spæk og smørstykker.

Læs mere Vagtelbryst, confiteret vagtellår og kartoffel; svampe, løg og spæk.

Mineralitet: Nordlig rhône, Wachau & Chablis

Den sitrende intensitet kort før forårsregnen falder, mineraliteten. Denne subtile fornemmelse i duft og smag. Findes fx i god nordlig rhône, fortrinsvist i de mere afbalancerede, kølige vine — herunder på syrahdruens kuldegrænse på de svært dyrkbare terrasser i Côte-Rôtie; men også hos solide producenter i den klassiske del af Saint-Joseph-appellationen, fx hos Gonon. To cuvéer — en rød, en hvid. Ikke noget parkerbait her.

Saint-Joseph fra Domaine Gonon, nordlig rhone, 100% syrah
Saint-Joseph fra Domaine Gonon, nordlig rhone, 100% syrah

Nedslag 1 — Saint-Joseph
Saint-Joseph-appellationen er langstrakt, og dækker faktisk to departemener, Loire & Ardèche. Der produceres årligt i omegnen af 20.000 hektoliter vin, der kvalitetsmæssigt svinger utroligt meget. Vinene kendtes tidligere under betegnelsen vins de mauves, og litterære referencer kan fx findes i Victor Hugos Les Misérables. Vinlitteraturen betegner ofte vinene fra Saint-Joseph som de mest feminine vine fra den nordlige rhônedal, og det holder også i de fleste tilfælde; men der findes undtagelser. Temperaturen stiger her som over resten af vernde, og visse producenter sigter mod at skabe tungere, mere ekstraherede vine. Et eksempel kunne være Saint-Joseph L’Amarybelle fra Yves Cuilleron.

Det anføres ofte, at det kun er i Côte-Rôtie, det er tilladt at tilsætte hvide druer til vinen (marsanne & rousanne), men det er også tilladt i henhold til appellationsloven for Saint-Joseph, men det sker sjældent. Saint-Joseph er et godt sted at begynde sin opdagelse i vinene fra den nordlige rhônedal, da de ofte fremtræder mere tilgængelige som ung og halvgamle end mere dystre fætre og kusiner fra Hermitage, Cornas & Crozes-Hermitage.

Nedslag 2: Wachau
schmelz-smaragd-riesling-durnsteiner-freiheit-2000
Mens mit hjerte i den grad banker for rødvinene fra den nordlige rhônedal, så har jeg altid haft det noget vanskeligt med de hvide udgaver. Hvor de røde er dybe og syrerige, er de hvide flade og urtede. Slet ikke min smag. Men så er det godt, at der kan produceret fornemme mineralske vine i Østrig. Topområdet er Wachau syd for Wien — og topvinene er fornuftigt prissat i forhold til vine fra andre topområder, fx Bordeaux & Bourgogne. Læs mere her om vinene fra Wachau.
Læs mere Mineralitet: Nordlig rhône, Wachau & Chablis

Rillettes af and

opskriften på rillettes af and er oprindeligt bragt november 2007

Rillettes er ligesom confiten en klassisk konserveringsmetode. Den danske pendant er sylten, hvor der anvendes fedt- og collagenholdigt svinekød — fx grisehoved og grisetær. Men lad os i denne omgang holde os til rilletten.

Traditionelt fremstilledes rilletter af svinekød (og som oftest af svineskank). Der er tale om en saltning og efterfølgende kogning i suppe/fond og/eller fedt. Når kødet er kogt tilstrækkeligt ud, begynder det at trevle. Der opnås efter nogen tid en nærmest pateagtig mørhed og konsistens. Rilletten hældes på glas (gerne skoldede og/eller skyllet med cognac eller atamon), og der hældes fedt over for at holde ilt ude, hvilket sikrer mod harskning. Rilletten kan serveres som en forret med salat til — eller mere klassisk og simpelt fungere som pålæg med sennep og cornichoner til. På restaurant Luns fik jeg svinerillettes med endiver. Ganske simpelt, men meget lækkert. Det bløde, fede, salte og det knasende sprøde, friske og grønne  i skøn forening.

Grundlæggende findes der to forskellige tilberedningsmetoder af rillette. Den ene baserer sig på kogning af store stykker kød, der sidder på benene; den anden baserer sig på soignering af kødet før kogning. Derudover kan man vælge at koge i ren suppe eller med fedt enten før, under og efter langtidskogningen. Jeg valgte at partere anden og bruge de ukurante kødstykker + et af brysterne til rilletten. Andre kødtyper kan selvfølgelig også bruges – fx gås eller svineskank.

Opskrift på rillettes af and


Kødstykkerne saltes i 24-36 timer, men ikke for kraftigt, ca. 2-3 gram salt pr. kilo kød. Udover salt brugte jeg peber (Sarawak) og fem knuste enebær (til ca. 1 kilo kød). Andre krydderier kan selvfølgelig også tilsættes for at tone rilletten.

På andendagen kogte jeg ad flere omgange. Først lukning i middelvarmt/varmt rent andefedt. Derefter lidt hviletid med henblik på at skumme urenheder fra fedtet. Dernæst kogning i andefond, som var kogt på skroget med diverse urter – løg, skalotetløg, gulerod, timian, bredbladet persille. Se opskrift her på andefond. Mod slutningen af tilberedningen af rilletten tilsattes 1/3 af fedtet fra førstekogningen, mens resten smeltedes og gjordes klart til at danne låg i konserveringsglasset for at holde ilten væk (for at undgå harskning).

Jeg kan anbefale at bruge de sprøde stykker af fedt fra afsmeltningen som pynt ovenpå en confiteret kartoffel sammen med en lille kvist timian. Det ser flot ud, knaser dejligt i munden og fungerer derved godt sammen med kartoflens bløde indre.

Tilsæt evt. suppen ad flere omgange, så der ikke er for meget restvæske. Der skal være en anelse tilbage, inden kødet er trevlet helt ud, men endelig ikke for meget. Smagen koges ind i kødet og hjælper til at konservere. Pas endelig på med ikke at bruge en saltet fond/suppe. Resultatet vil blive en rillette, der er for salt. Krydr i stedet for mod slutningen. Vær opmærksom på, at saltsmagen reduceres en anelse under lagringen i køleskabet.

Når en fin, nærmest pateagtig konsistens er opnået, fyldes på skoldede (og gerne yderligere desinficerede, brug fx Atamon eller cognac) glas. Lad trække mindst et par dage, inden rilletten spises. God til julefrokosten eller som selvstændig ret med endiver eller anden salat + en let sennepsvinaigrette.

Vinforslag til rillettes

Jeg synes personligt, at en ung saftig og småkrydret vin passer godt til. Fx sydlig Rhône: Cairanne, Rasteau, el. en generisk Villages. Nordlig Rhône som står mit hjerte nær er også fantastisk, fx Saint-Joseph eller Crozes-Hermitage, gerne ung og syrerig til at rense fedten fra mundhulen. Østrigsk hvid er også fin til, og går ofte bedre til det syrlige tilbehør end end rød. Riesling eller Grüner veltliner.
Læs mere Rillettes af and

Sommermad, franske gryderetter & Saint-Joseph fra Delobre

Vejret trækker i retning af franske gryderetter — boeuf bourguignon, cassoulet, simreretter på okseskank — langtidsstegte grovere kødudskæringer som fx okseklump, osv. I min billedmappe fandt jeg dog et skud sensommer fra vores sommerferie i august i Karrebæksminde.

Sommermad i Karrebæksminde
Én af dagene bestod middagen af grillet oksecuvette, kartofler med rapsolie og mynte, grillede og brombærglaserede rødbeder. Rødbeder kan aktivere nogle lag i vin, man ellers ikke lægger mærke til — formidle kontakten til vinens jordbundne mineralitet. Hvis man er heldig. Det stærkeste eksempel, jeg kan komme i tanke om, var en flaske af biodynamikeren Marcel Deiss’ pinot noir-baserede Burlenberg sammen med en kødret akkompagneret af rødbeder på Restaurant Ensemble. Wauv!

loibner-gruner-veltliner-weingut-knoll-wachau

Med i sommerhuset havde jeg et par forskellige yndlingsflasker — bl.a. en god, sommerlig og sprød-mineralsk grüner veltliner fra én af topproducenterne i Wachau, nemlig Weingut Knoll. Den ældste søn har heddet Emmerich igennem generationer, og vinene er stålsatte, stringente og larmende umoderne i deres benhårde stil. Her gøres ikke knæfald for den moderne smag. De kræver tid, siger man — men østrigerne, og jeg, drikker dem gerne unge, selv om det nok et stykke henadvejen er en acquired taste. God som aperitif.

brombaer-skud-af-sommer
Vi fik et tip fra lokalkendte om, hvor områdets bedste brombær fandtes. Høsten blev god — selvom yngste tog godt for sig under plukningen. Jeg kogte syltetøj på tahitivanilje, brombær, sukker og en anelse rødvin. God til morgenmad, men også til at glasere de rødbeder, vi havde købt på en nærleggende gård, i.

roedbeder-glaseres-med-brombaer
Sommermad kan med fordel laves enkelt. Så ikke så mange dikkedarer og ingen sauce. Oksecuvette — gourmetsaltet i en 8 timers tid og så intervalstegt på grill med henholdsvis direkte og indirekte varme — for dels at få en sprød skorpe og sprødt fedtlagt — dels et godt rosa indre.

grillet-oksecuvette Læs mere Sommermad, franske gryderetter & Saint-Joseph fra Delobre