Bocuse-teamet ankommet i Lyon

Første halvdel af det danske Bocuse d’Or team er ankommet til Lyon og besøger SIRHA og gæster et af Europas ældste spisesteder.

Af Jesper Andersen, presseansvarlig, Bocuse d’Or Team Danmark
Bro over flod i Lyon, hvor Bocuse d'Or 2011 afholdes
Lyon er en smuk by. Dette er udsigten over til den gamle bydel 1 min. fra vores hotel. Foto: Jesper Andersen

Endelig tilbage på computeren! Vi har haft nogle problemer med de franske stikkontakter, men mandag formiddag fik jeg langt om længe fingre i en universaladapter, så jeg kan oplade kamera, telefon og ikke mindst den bærbare.

Det var en lang rejsedag til Lyon i går. Jeg var oppe kl. 04.30 for at flyve 06.50, i Lyon 14.05 og først i seng igen kl. 01.47. SIRHA-fødevaremessen ligger et pænt stykke fra centrum, og vejene er smalle, så det tager tid at komme rundt i de lejede biler – helt op til 45 minutter fra hotellet ud til messen, når det er værst.

Indgang til SIHRA-messen i Euroexpo, Lyon
Indgangen til SIRHA messen på Eurexpo i Lyon. Foto: Jesper Andersen

Ved første øjekast mindede SIRHA, som vi besøgte omkring kl. 16.00, mig om IOC Kongressen i Bella Center i 2009 – tusindvis af mennesker med et hav af forskellige identitetskort med et utal af farvekoder og stregkoder. Længere inde i bygningen går det først op for mig, hvor stort foretagenet er.

SIRHA er, hvis ikke dén største, så i hvert fald en af de absolut største fødevaremesser i Europa. Der er 2186 forskellige udstillere på 120.000 m2 udstillingsplads. Fra den 22.-26. januar går 150.000 (!) gæster igennem dørene, hvoraf ca. 5.000 er tilskuere hver dag til kokkekonkurrencerne. Der er over 1.000 journalister og minimum tv-hold fra 24 lande (et fra hvert deltagerland i Bocusen, det er et krav) – sikkert flere. I alt er 136 lande repræsenteret, så det er virkelig en international begivenhed.

Gulvplan over SIRHA-messen i Lyon, hvor Bocuse d'Or løber af stablen
Overblik over kaos. SIRHA gulvplanen i Lyon. Foto: Jesper Andersen

Efter at have modtaget vores akkrediteringer som medlemmer af det danske team, lagde vi vejen forbi presseloungen, hvor de mange journalister kan puste ud, skrive og rapportere hjem. De venlige franske værter havde lagt en del informationsmateriale frem om konkurrencerne (der kører en dessert-konkurrence om bl.a. kage- og is-anretninger søndag-mandag, som Danmark ikke deltager i i år), men det var stort set alt sammen på fransk.

Det morede mig en del, at man til så stort og prestigefyldt et foretagende som Bocuse d’Or ikke har anstrengt sig mere for at få lavet noget lækkert (eller bare korrekt) materiale. Vi fik en lille USB med pressekit, hvori man bl.a. kunne læse om vores danske stjerne, Rasmus Kofoed, at han drev “Restaurant Egegade” i “Kovenhamn” (Rasmus har boet i Egegade tidligere, Geranium ligger i Parken). 🙂

Læs mere Bocuse-teamet ankommet i Lyon