The Wine Company udfaser Yann Chave

Bernard Chave var, som den tilbagendende læser vil vide, min yndlingsproducent inden for koldklima-syrah. Yann Chave, sønnen, overtog ansvaret for domænet og vinificieringen efter faderen, og så gik det ned ad bakke i min optik. Fra syrerige, lav-ekstraktionsvine til moderne frugtbomber. Le Rouvre i 2004 smagte fantastisk som ung, men faldt i den grad sammen med alderen. En skam…

yann-bernard-chave-rhone-syrah-thewinecompany
yann-bernard-chave-rhone-syrah-thewinecompany

The Wine Company udfaser Domaine Chave
På dansk grund har The Wine Company forestået forhandlingen. Jeg har købt op af hver ny årgang siden 1996 og 1999 — og undrede mig over, at de seneste årgang ikke var prissat på The Wine Companys hjemmside. Det er der en årsag, 2007, 2008 og 2009 hjemkommer ikke meldes det.

Jeg har tidligere anbefalet The Wine Company som en god leverandør inden for nordlig rhône, men det ser ud til, at man udfaser flere og importaftaler (Domaine du Tunnel haves fx også kun i årgang 2006) fra det område, mens der tegnes nye aftaler med domæner i den sydlige zone. En skam i min optik, men det er måske dér markedet er anno 2011?  Fordelingen i udbudet taler i hvert fald sit tydelige sprog — og det endda fra en importør, der står bag Rhônefestival-initiativet…

Dard og Ribo — Crozes-Hermitage — 2009

Dard et Ribo, to unge franskmænd — opvokset på hver side af Rhônefloden, i henholdsvis Tain l’Hermitage og Tournon — møder hinanden på vinskole og sød vinøs musik opstår: I flasken, i vinlitteraturen, i Danmark, efter Péttilant / Skål er begyndt at importere vinene.

Dard og Ribos druemateriale og geografiske forankring
De senest par årgang har makkerparet René-Jean Dard &  François Ribo rådet over  5 hektar vinmarker på forskellige parceller i Crozes-Hermitage-appellationen, bl.a. Le Pe de Loup tæt ved Crozes-Hermitage-by / Larnage — med vinstokke mellem 70 og 80 år. Én af områdets bedre producenter Albert Belle har også parceller hér, i den køligt producerende zone. Albert Belles prestigecuvée ‘Louis Belle’ er skabt på druemateriale fra dette område.

Derudover produceres der fra en mikro-parcel på 0.2 hektar i Quartier des Chaux og Les Bâties, hvor man råder over 2 hektar.

De forskellige parceller vinifiereces separat, og der fremstilles af og til parcelvin fra les Bâties. Pétillant beskriver vinene som Crozes-Hermitage af forne tider: “Frugtige, intense, elegante. Syrah med et køligt udtryk, et saftigt bællepotentiale og et til tider aristokratisk overskud. Det er Nordrhône før Parkerficeringen satte ind med sine tunge alkoholbomber.

Pigéage
Hvad angår det frugtige, intense og lav på alkohol er jeg enig. Men jeg synes på ingen måde, der er tale om traditionel Crozes-Hermitage. Der arbejdes med høj ekstraktion — pigéage to gange dagligt under gæringen, så vidt jeg kan læse mig til. Pigéage minder om remontage, altså at man presser toplaget af drueskind og -kvas ned for at opnå et højere udtræk af tannin og saft- og farvestoffer i forbindelse med gæringen i åbne kar, et approach Yann Chave også anvender.

crozes-hermitage-dard-ribo-web

Smagenote på Dard og Ribos Crozes-Hermitage 2009

Varme toner af solbær og viol i næsen, som følger trop i munden. Fast kerne af frugt- og garvesyre. Langt varmere i smagspaletten, end jeg havde forventet (og håbet på). Mørk, mørk og koncentreret i glasset — purpur toner. Tegn på kraftig ekstraktion. Nogenlunde fornuftige for parcellerne repræsentative lag af mineralitet — men i underkanten til min smag.

Karamelunder- og overtoner — a la dem de klassiske tivoliæbler, der er rullet i sprød, rød sukkerlage og efterfølgende kokos. Noget, jeg helst ser i en solid Châteauneuf-du-Pape.

Vinen er vinificeret med henblik på at blive drukket ung, så vidt jeg kan bedømme, og den præsenterer sig derefter. Saftig, imødekommende, læskende. Men det er på ingen måde traditionel Crozes-Hermitage i min bog.

Når overproducerede vine falder sammen med alderen

Som beskrevet i indlægget om syrah fra den nordlige rhônedal, indstiftedes for 12-15 år siden en skæbnepagt. Mellen en drue fra et særligt område, præget af særegne klimatiske forhold, med særlige geologiske forhold.

En pichet med lokaltproduceret syrah til omkring 55 francs. Der var en syrerig kerne — og en frugtsyre, der stimulerede spidsen af tungen kombineret med en kølig frugt. Der gik en del år, før jeg oplevede den samme intensitet og balance i en vin — en intensitet og balance, der typisk går godt i spænd med mad (jf. fx riesling og grüner veltliner som madvenlige druer). En evne til at formidle mineralitet, selvom nogen siger, at den slags er et fikst ord og ikke en smagsnuance.

Yann Chave -- Crozes-Hermitage -- 1999

Den vin,  jeg genfandt intensiteten i, var en Crozes-Hermitage fra Bernard Chave. Den var syrerig — både på frugt- og garvesyre. Den havde staldagtige overtoner — men kun i duften. Det var årgang 1999. Det var stort. Det var kærlighed. Senere overtog sønnen domænet, og vinene blev mere moderne, saftige i udtrykket. Det kunne internationale vinanmeldere godt li’, men ikke jeg. I forbindelse med indlægget om syrah fra nordlig rhône, blev jeg bedt om at anbefale en række vine.

Crozes-Hermitage fra Chave (Le Rouvre) i årgang 2004 lød ét af mine bud. Og det fortryder jeg faktisk en anelse nu — efter at have gensmagt vinen i den årgang. Jeg håber, jeg har fået en off-bottle, det sker. I de gammeldags, langt mindre ekstraherede vinificeringer, holdt syrah-karaktéren over tid. Tonerne af rævepis, røget spæk, flint. Indlejret lå de i frugten. Men ikke her, selvom elementerne var der i den unge vin, som to år efter frigivelsen fremstod ungdommeligt indsmigrende, saftig og feminint blød.

Chave-junior har tidligere talt om bourgogneagtige årgang — som fx 2001. Men 2004 er faldet sammen. Garvesyren ligger dér og lurer. Syrahkaraktéren er væk. sådan går det for ældre Crozes-Hermitage, vil mange nok sige. Men det gjorde sig ikke gældende for faderens mere klassiskt vinficerede årgange. Udviklingen kan selvfølgelig også hænge sammen med klimaforandringerne. Temperaturerne stiger. Det lader sig gøre at dyrke flotte hvidvine i Danmark nu. Den slags må også påvirke de klassiske områder, hvor druerne har været dyrket på deres kuldegrænse — og kun opnåede optimal modenhed under visse omstændigheder.

Og så er det tid til den sammenbindende sløje: På Paul Bocuses  — altså instifterende af Bocuse d’Or, der løber af stablen næste uge — bistroer i Lyon serveredes dengang Chave-senior stod for vinificeringen som husvin.

Crozes-Hermitage 1999 fra Bernard Chave

Så kom de i hus. Crozes-Hermitage. Magnumflasker fra Bernard Chave i topårgangen 1999. 1999 var den første årgang, jeg smagte fra domænet. Klassisk nordlig rhône — med en vanvittig fin balance mellem frugt, garvesyre og animalske karaktértræk — velhængt kød, et strejf at letsaltet røget flæsk — man kunne næsten kalde det for umamiagtige træk.

crozes-hermitage-bernard-chave-magnum-aargang-1999
Skindet fra drueklaserne kunne fornemmes i munden — men kun svagt. Ikke en poleret, blød og charmant vin — tværtom. I 1999 stod der Domaine Bernard Chave på etiketten. I dag er det sønnen Yann Chave, der står for vinificeringen. Jeg må indrømme, at jeg klart foretrækker faderens Crozes-Hermitage-vine. Mere rustikke, flere skæve flasker, enten flaskevariantion el. decideret syge flasker, men de sunde flasker — for dælen, det er godt! 10 år er meget for appellationen, så jeg er spændt på at knappe en flaske op i morgen, hvor programmet står på fødselsdag for husets yngste.
Continue reading Crozes-Hermitage 1999 fra Bernard Chave

Smagt november 2007: primært Østrig og nordlig rhône

Nyt og gammelt — biksemad, ballade, riesling & syrah

Ja, migreringen af gammelt, hmm, ældre indhold fortsætter lige så stille. Nyt kommer naturligvis også til løbende — senest fx biksemad på italiensk og en lille gastronomisk erindring fra Berntsens-brødrenes Berntsens Ballade. I dag er turen så kommet til et par vine, jeg smagte i november 2007, så de falder nok for aktualitetskriteriet, på den anden side er der tale om tre af mine absolutfavoritvin.

Klassisk, syrefast riesling fra Weingut Knoll, hvor de førstefødte sønner igennem generationer har heddet Emmerich til fornavn. Weingut Knoll hører, som tidligere nævnt, blandt de bedste producenter i Wachau, men ‘Ried Pfaffenberg’-vinen må ikke bære Vinea Wachau-mærke el. klassificeres som Federspiel, Steinfeder el. Smaragd udfra mostvægten, fordi vinstokkene teknisk set befinder sig i Kremstal, ikke Wachau.

krems_donau_vinterrasser_bag_creative_commons_nigels-europejpg
Krems i Wachau -- vinterrasser. Creative Commons: Nigels-Europe.

Weingut Knoll, Riesling ‘Ried Pfaffenberg’, 2004
Koldklimariesling, der vil noget fra den traditionelle topproducent Weingut Knoll! ‘Pfaffenberg’ 2004 byder på en fremragende mineralitet, vibrerende syre og forrygende præcis rieslingkarakter. Pfaffenbergmarken (‘Ried Pfaffenberg) ligger ikke i Wachau, hvorfor vinen ikke kan tildeles smaragdstatus.

Læs mere her om østrigsk vin.

Abrikoskernekarakter, grape og et skud citrus. Heftige sager. 3 år gammel, men syngende ung. Under overfladen fornemmen man, at de sekundære aromaer er under udvikling. Komleks vin med lang eftersmag. På ingen måde en crowd-pleaser, alt for højt syreniveau, men fornem madvin. Smagt af Riedel Vinum Extreme, Riesling. På andendagen har en del af den heftige syre lagt sig lidt — og vinen fremstår en anelse mere sød og dyb, men også lidt mindre spændstig — overordnet set tyder det på fint udviklingspotentiale (hvilket ikke undrer). På tredjedagen stadig vital, vinen er på ingen måde faldet sammen. Flot!

knoll-pfaffenberg-2004-riesling-wachau-2
Mindes at være fanget på bjerget i en ordentlig omgang Donnerwetter. I 2006 produceredes en Beerenauslese, som jeg meget gerne vil smage (se fx Wein & Co her). Falstaffvurderinger lyder på 94-96 point. Har et par flasker af luksusudgaven ‘Selektion’ under sengen, men de skal lige finde sig selv, før jeg finder proptrækkeren (frem).

Dansk importør er Bichel vine, som skriver følgende om Weingut Knoll:

“Ældgammel og meget traditionel ejendom drevet af familien Knoll (sønnerne hedder altid Emmerich), den diamentrale modsætning af Kollwentz, ingen moderne teknik, ingen nye fade, kun naturen og den ældgamle kælder. Meget komplekse, mineralske og elegante vine, som for de bedre vines vedkommende først er fuldt udviklede efter 4–8 års lagring, og Knolls Grüner Veltlinere holder altså sagtens i 20–30 år. Høster ekstremt sent, langt ind i november og har usædvanligt en hel del botrytiserede druer i de tørre vine. Regnes blandt Østrigs 3 bedste hvidvinsproducenter – topvinene kan måle sig med de allestørste franske vine.”

Fra syrefast riesling til garvesyreholdig Crozes-Hermitage

crozes-hermitage-yann-chave-2001-nordlig-rhone-rhonedalen
Chaves Crozes-Hermitage — én af mine favoritvine! Første årgang, jeg smagte, var 1999 – et fremragende år i det nordlige rhône, og vinen var derefter. Jeg tror, det var tilbage i 2000 eller 2001 – det var en syrerig rå børste – men nøj, hvor den duftede og smagte arketypisk af syrah.

Jeg bestilte stort ind, og lageret holdt indtil i år. Det var min vurdering ved sidste flaske, at der var masser af liv, frugt og syre tilbage – og det er flot for en vin i denne appellation (og til den pris). Dengang stod faderens navn (Bernard Chave) på etiketten, mens Yann har vist stået for selve vinficeringen siden 1996, hvor han forlod bankverdenen og Paris. Ingen familierelationer til Hermitageproducenten Jean-Louis Chave. Tidligere hus-crozes på Bocuses bistroer (Le Nord, Le Sud, l’Est, l’Ouest – hvor får han det dog fra – i Lyon?), men ikke på vinkortet, da jeg var forbi Le Nord i 2006.

Jeg har oplevet stor flaskevariation i årgang 2000 – og også en del syge flasker – prop eller oxiderede. Det gjaldt særligt for topcuvéen “Tête de Cuvée”. Den er nu omddøbt til “Le Rouvre” (fra og med 2004), som oplevedes som en crowd pleaser med en vis terroirkaraktér ved en smagning hos The Wine Company, som er den danske importør. Topcuvéen laves på 50 år gamle vinstokkei “Les Chassis”.

Personligt sporer jeg en vis tendens fra meget tunge, traditionelle vine mod mere frugtdrevne, internationale vine – og det er lidt en skam, synes jeg. I 2004- og 2005-årgangene er der kun hjemtaget “Le Rouvre”, forklaringen er, at standardcuvéen ligger for tæt på prismæssigt.

Specifikt om Crozes-Hermitage, Traditionelle, 2001

Det purpurrøde skær, vinen havde som ungt er væk – men farven er flot og signalerer ikke en 6 år gammel vin. Vinen fremstår lettere uklar i glasset, ikke på grund af en defekt, men på grund af manglende filtrering begrænset klaring, tror jeg. Duften er pikant – krydrede jordbærtoner primært. Minder ikke umidellebart om crozes, der er noget nærmest burgundisk feminint over vinens bouquet. Meget fin balance i smagsindtrykket og en flot mineralitet i det samlede udtryk. Ca. 50.000 flasker per år. Den rå, bidende gavesyre, som opfattedes decideret besk i vinens ungdom er væk og fint integreret – men der er stadig kant og terroir og fin, fin syrahkarakter tilbage. TOP!

Det burgundiske element i 2001-årgangen bekræftes af vinmageren: “Die 2004er hier sind in etwa in der Linie der 2001er, nach unserem Gefühl mit einer Portion mehr Eleganz und Harmonie („mein burgundischstes Jahr bis jetzt“, so Yann). Unwiderstehlich.”
Continue reading Smagt november 2007: primært Østrig og nordlig rhône

Andebryst & andelår — to slags and med svamp i nød

– confiterede/braiserede andelår, intervalstegt andebryst, glaserede svampe, confiteret persillerod, smørstegte flager af hasselnød serveret med sprøde salater

Lidt om tilberedning af henholdsvis lår og brystkød — andelår & andebryst
Jeg kan godt lide serveringer, hvor forskellige udskæringer serveres sammen, men er tilberedt på forskellig vis.

I det franske køkken er det kutyme at opdele fjerkræudskæringer i to dele. Det mørke kød (lår & vinger) og det lyse (bryst). Det er i mine øjne en meget fornuftig skelnen, fordi kødtyperne er så forskellige, hvad angår fedt- og  bindevævsniveauer, så hvis de tilberedes på samme facon får lårene for lidt og brystet tilpas, eller brystkødet for meget og lårene tilpas.

Langtidstilberedningsmetoder som braisering eller langtidsstegning egner sig godt til lårene. En klassiker er confit de canard — fedtkogt and, hvor lårene saltes og krydres i 12-24 timer for efterfølgende at koges i andefedt i lang tid ved forholdsvis lav temperatur.
Continue reading Andebryst & andelår — to slags and med svamp i nød

Boeuf bourguignon — rødvinsbraiseret oksekød med løg, gulerod og svampe


Om den franske ret bouef bourguignon
boeuf_bourguignon_serveret_med_mos_med_kantareller_2

Boeuf bourguignon er måske en af de mest kendte tradionelle franske retter. Jeg læste et sted, at det også er mange franske børns yndlingsret. Basalat set er bouf bourguignon en stuvning af oksekød af grovere struktur (fx okseklump) braiseret i rødvin og oksefond, tilsmagt med røget flæsk, hvidløg, løg, gulerødder og krydderurter. Det tradionelle tilbehør er perleløg/skalotteløg og små champignons. Ældre opskrifter på bouef bourguignon taler om vigtigheden af at bardere oksekødet med spæk. Det ses sjældent i dag. I stedet serveres røget flæsk/bacon i tern enten kogt sammen med oksekød eller til slut som tilbehør.
Continue reading Boeuf bourguignon — rødvinsbraiseret oksekød med løg, gulerod og svampe