Tørret æble, cremefraiche med vanilje og karamelsuppe

Oprindeligt bragt november 2007

Lysende istapper, november 2010.
Lysende istapper, november 2010.

Min søster var på besøg, og hun er glad for desserter. Det er altid sjovt at se, hvad man kan få ud af de ingredienser, man har for hånden – æbler, cremefraiche, vanilje (økologisk madagascarvanilje) sukker og mælk. Så efter at have spist en lille frokost bestående af sild med cremefraiche, kapers og rødløg, hjemmelavede fiskefrikadeller med remoulade lavet på mayonnaise og karrypickles fra Smagen af Læsø-serien, frokostbøffer med løgkompot – gik eksperimentet i gang.

Skiver af æbler tørret i ovn lagt i lag med vaniljecremefraiche
Skiver af æbler tørret i ovn lagt i lag med vaniljecremefraiche


Fremgangsmåde: Tørrede æbler


Et fast æble udkernes. Enten med en udkerner eller en smal og spids kniv. Æblet skæres i så tynde skiver som muligt og bages med lidt sukker og vaniljestænger i ovnen i 30 minutter ved ca. 120 grader.

Cremefraiche med vanilje
Lidt hvidvin koges ind (jeg brugte husvinen for tiden – grüner veltliner fra Winzer Krems Weinmanufaktur-serie, sælges i Netto til 55 kroner). Den unge grüner veltliner byder på naturlige æbletoner — og en benhård frugtsyre, som afbalancerer en fed cremefraiche godt. Jeg bruge økologisk 38% fra Thise Mejeri. Den har en flot gulligfarve, fornem viskositet og en fremragende dyb flødesmag.

Hvidvinen koges ind – der kan også bruges vand med lidt citronsaft – og en halv stang vanilje koges med til sidst. Vaniljemassen skrabes fri med en kniv og stængerne koger med. Smag til med en anelse sukker og fjern stængerne og eventuelle stykker de har efterladt. Køl let af og rør cremefraichen med vaniljevinen.

Karamelsuppe
Et par spiseskefulde sukker – gerne økologisk rørsukker – kommes i en tykbundet gryde og karamelliserer for svag varme (1-2 ud af 10 på mit komfur). Når en gylden karamelmasse er dannet i bunden af gryden tilsættes mælk og lidt vanilje. Karamellen vil størkne, når den kolde mælk rammer den, men kan sagtens absorberes ved svag opvarmning under omrøring

Forslag til vin, der vil passe til
Ung auslese eller beerenauslese på grüner veltliner eller riesling vil passe fint til. En sød coteaux de layon vil også gå godt i spænd med såvel æblearomaerne som de mere søde & karamelliserede toner i tilbehøret.

4 thoughts on “Tørret æble, cremefraiche med vanilje og karamelsuppe”

  1. Kære Therese!

    Selvfølgelig må man da det. Vaniljestængerne på billedet er købt via eBay fra England, så vidt jeg husker.

    Priserne er vanvittige i forhold til danske supermarkedspriser. Ned til 1-2 kroner stangen for fuldfed tahiti- og bourbonvanilje.

    De forskellige leverandøres udbyd af vaniljestænger svinger efter årstid, og friskheden kan også være varierende, men som udgangspunkt er kvaliteten ok til rigtig god.

    Og til de priser synes jeg man kan tillade sig at gi’ den lidt ekstra fra tid til anden.

    Alt godt,

    Kasper

Der er lukket for kommentarer.